Trine Dyrholm efter Bodil-rekord: -Det går jeg ikke op i

søndag d. 5. marts 2017 kl: 7. 07 Af: Ritzau Fokus

Skuespillerinden Trine Dyrholm satte lørdag aften rekord, da hun vandt sin sjette Bodilpris.

Skuespillerinden Trine Dyrholm vandt lørdag aften en bodilstatuette for bedste kvindelige hovedrolle for sit arbejde i filmen “Kollektivet”.

Prisen betød samtidig, at den populære skuespillerinde tog titlen som den mest prisvindende skuespiller i Bodilprisens 70 års lange historie.

Dyrholm: -Det går jeg ikke op i

Men det prøver “Arvingerne”-skuespillerinden ikke at lade sig imponere af.

– Jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at jeg har flest priser. Det går jeg ikke så meget op i, siger hun og fortsætter:

– Det der med at have fået mange priser har måske også noget at gøre med, at man har haft en masse muligheder i nogle år, hvor der måske ikke var så mange kvinderoller, siger Trine Dyrholm efter prisuddelingen.

Trine Dyrholm forfører sin stedsøn i nyt filmdrama

Sætter stor pris på Bodilprisen

Hun understreger dog, at hun sætter stor pris på Bodilprisen og den tilhørende anerkendelse.

– Jeg er oprigtig glad for prisen, for jeg havde virkelig ikke regnet med at få den. Bodilkomitéen er ofte kendt for at gøre nogle andre ting, i forhold til hvordan det ellers har set ud i filmbilledet.

– Nu fik jeg jo en Robert, så derfor er jeg også glad for, at de ville give mig den her pris, siger skuespillerinden.

Trine Dyrholm vandt første gang en bodilstatuette i 1991. Dengang var det for bedste kvindelige hovedrolle i “Springflod”.

I alt har hun vundet en Bodilpris for bedste kvindelige hovedrolle fem gange, mens hun en enkelt gang har vundet en Bodilpris for bedste kvindelige birolle.

Talentfuld trio står i spidsen for nyt filmdrama

Filmen “Kollektivet” er instrueret af Thomas Vinterberg.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu