TV-vært gør vildt fund i have

tirsdag d. 31. maj 2016 kl: 21. 26 Af: Ritzau Fokus
TV-værten Sebastian Klein er en ihærdig fuglekigger, og mandag observerede han en fugl af arten Sinkiangløvsanger på Christiansø (billedet). Fuglearten er ikke tidligere registreret i Europa.
TV-værten Sebastian Klein er en ihærdig fuglekigger, og mandag observerede han en fugl af arten Sinkiangløvsanger på Christiansø (billedet). Fuglearten er ikke tidligere registreret i Europa. Foto: Langkilde Morten/Polfoto
 

TV-værten Sebastian Klein har spottet en fugl af arten Sinkiangløvsanger, der ikke tidligere er set i Europa.

En sjælden gæst har lagt vejen forbi Christiansø ved solskinsøen Bornholm. Der er tale om fuglen Sinkiangløvsanger (phylloscopus griseolus), som normalt holder til i Centralasien.

– Det er en ornitologisk sensation. Den er ikke tidligere registreret i Europa, forklarer Rasmus Strack, medlem af Sjældenhedsudvalget i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og redaktør på fuglesitet club300.dk.

Det er Sebastian Klein, kendt som vært fra børne-tv, der mandag kom på tæt hold af den sjældne fugl.

Ihærdig fuglekigger

TV-værten er en ihærdig fuglekigger, og mandag gjorde han det opsigtsvækkende fund, som giver genlyd i fuglekredse.

– Det er noget, som vækker opsigt. Der er allerede folk på vej til Christiansø fra England og Sverige, siger Rasmus Strack.

Kanal 4 efter kritik: -Det er en helt normal proces

Fuglen kendes blandt andet på dens kraftige gule øjenbryn. Klein rådførte sig efter observationen med fuglekyndige, og derefter stod det klart, at fundet var enestående.

– Sebastian sendte fotos af den rundt til nogle af de dygtigste fuglekiggere i Danmark, og ret hurtigt stod det klart, at der ikke er tale om en almindelig løvsanger, men den meget sjældne Sinkiangløvsanger, siger Rasmus Strack.

Gisninger om hvorfor den var i Danmark

Hvorfor den har tilbagelagt turen tusindvis af kilometer fra dens hjemmebane i Mongoliet og Kirgistan har han ikke noget klart svar på.

– Man kan gisne om alt muligt med global opvarmning, men det er i hvert fald en fugl, der er tosset i hovedet, og som er fløjet meget, meget forkert.

– Den skulle sidde et sted i Centralasien og synge og sidder i stedet i en have på Christiansø og synger, siger Rasmus Strack.

Fuglen er også observeret tirsdag samme sted, og Rasmus Strack vurderer, at dens sommerudflugt til Danmark ikke er slut foreløbig.

– Den sidder samme sted og synger, hvor den blev set i går. Så jeg tror, den vil blive her lidt endnu, så den også lige kan komme sig oven på den lange flyvetur, siger Rasmus Strack.

Sebastian Klein rystet over program: -Fup, svindel og løgn



/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu