Bekræfter dødsfald
Ramon Fonseca er død i en alder af 71 år. Han er kendt for at have hjulpet velhavende med at gemme værdier
Ramon Fonseca, som var partner i advokatfirmaet Mossack Fonseca, der blev centrum i sagen om Panama-papirerne, er død.
Han blev 71 år.
Det oplyser hans advokat Guillermina McDonald til Reuters torsdag.
- Han havde været indlagt siden starten af april, siger hun i et telefonopkald uden at oplyse, hvad Fonseca blev behandlet for.
Fonseca døde natten til torsdag.
Dødsårsagen er ukendt.
Skandale-sag
Sammen med Jürgen Mossack, der også er partner i Mossack Fonseca, var han centrum for en verdensomspændende skandale om skattely i 2016, da en lang række dokumenter fra Mossack Fonseca blev lækket.
Dokumenterne afslørede, hvordan firmaet ved hjælp af skuffeselskaber i skattely havde hjulpet velhavere, sportsstjerner og politikere med at gemme værdier.
Afsløringerne førte blandt andet til, at den islandske statsminister måtte trække sig.
Også andre store navne som den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj og den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi var involveret i sagen, skriver Reuters.
Høring i Danmark
I Danmark medførte afsløringerne, at Folketingets partier indkaldte til en høring, hvor flere danske banker, heriblandt Nordea, måtte forklare deres samarbejde med selskabet.
Fonseca døde, mens han afventede en dom for sin rolle i en sag som hvidvaskning.
Anklagemyndigheden i Panama mener ifølge NTB, at Mossack Fonseca har bidraget til hvidvaskning af penge i forbindelse med korruption og anden kriminel aktivitet.
Det har advokatfirmaet afvist.
Otte års efterforskning
Efter otte års efterforskning blev der rejst tiltale mod Fonseca, Mossack og omkring 20 andre advokater i firmaet.
Retssagen blev indledt 8. april, men to dage før blev Fonseca indlagt.
Derfor var han ikke til stede i retten, oplyser McDonald ifølge Reuters.