Camilla har ramt Charles lige i hjertekulen
Camillas TV-projekt er kommet ind under huden på kongen
Kong Charles, der fyldte 76 torsdag, afslørede for nylig, at han måtte knibe en tåre på grund af et af de projekter, hans hustru, dronning Camilla, er involveret i.
Det var ved en reception for prominente navne inden for den britiske film- og TV-branche på Buckingham Palace, at Charles kom med afsløringen.
Hvor vores danske dronning, Mary, kæmper mod mobning, er dronning Camilla involveret i kampen mod hustruvold i hjemmet i Storbritannien.
Medvirker i TV-program
Dronningen medvirker sågar i et TV-program for at øge fokus på problemet med hustruvold i Storbritannien.
Og da han talte med to TV-folk om Camillas program ved receptionen på Buckingham Palace satte han ord på sine følelser:
- Jeg var rørt til tårer, da jeg så det. Jeg er meget stolt af hende og den kamp, hun kæmper, sagde Charles om Camilla.
Camilla var sengeliggende i sidste uge med lungebetændelse, hvor hun aflyste alt.
Men i denne uge er hun så småt begyndt at deltage i officielle arrangementer igen.