De vil ikke røre ved Andrew i julen
Hoffet forventer, at prins Andrew vil være fraværende ved alle de kongelige julearrangementer, siger kilder
Storbritanniens prins Andrew deltager ikke i kongefamiliens julefejring i år på godset Sandringham.
Det bekræfter kilder fra det britiske hof til BBC.
Meldingen kommer, efter at prinsen i de seneste dage har været genstand for stor opmærksomhed fra de britiske medier i en sag om en mulig kinesisk spion.
Forventningen er, at prinsen vil være fraværende ved samtlige familiearrangementer over julen, skriver BBC.
Håbet er, at han på den måde ikke bliver en distraktion, siger kilderne.
Ven med spion
Omdrejningspunktet i sagen er den kinesiske forretningsmand Yang Tengbo. Han har kendt prins Andrew i flere år og har blandt andet været med til hans fødselsdag.
Ifølge britiske medier er Yang under mistanke for at være spion for Kina. Han har siden 2023 været nægtet indrejse i Storbritannien. Fredag sagde prins Andrew, at han havde afbrudt kontakten til kineseren.
Efter en afgørelse fra en britisk domstol er hans navn mandag kommet frem i offentligheden.
Det har ført til fornyet interesse fra medierne.
Endnu mere bøvl
Det er ikke første gang, at prins Andrew har været i vælten i den britiske presse.
For nogle år tilbage blev hans venskab med den amerikanske forretningsmand Jeffrey Epstein endevendt. Epstein stod ifølge amerikanske myndigheder bag omfattende menneskehandel med unge piger.
Sagen førte til, at prins Andrew i 2019 trak sig fra sine officielle forpligtelser.
Han var dog alligevel med til julefejringen på Sandringham det år, skriver Sky News. Prinsen har også fejret jul med familien de seneste to år på Sandringham.