Død efter demens-diagnose
Rosalynn Carter og hendes mand, Jimmy Carter, har i årtier været fælles om projekter for international fred
USA's tidligere førstedame Rosalynn Carter er død, 96 år.
Det oplyser Carter Center, som hun drev sammen med sin mand, tidligere præsident Jimmy Carter.
Hun fik en fredfyldt død omgivet af familien, fremgår det af en erklæring ifølge Reuters.
Hendes mand, 99-årige Jimmy Carter, er ifølge familien også døende.
-Højdepunktet i mit liv
Parret har i årtier været fælles om projekter, der skal fremme international fred og forsoning.
Rosalynn Carter har i hjemmet i delstaten Georgia fået lindrende behandling frem mod sin død. Hendes mand er også inde i en tilsvarende afsluttende fase af sit liv.
- Den bedste ting, jeg nogensinde har gjort, var at gifte mig med Rosalynn, fortale Jimmy Carter i et tv-interviews i 2015.
- Det er højdepunktet i mit liv, sagde han og lagde aldrig skjul på det.
En ordinær person
Parret var gift i 77 år, og en stor del af deres yngre tilværelse var på jordnøddefarmen i Plains i Georgia.
Hun blev opfattet som en meget ordinær person, da hun og Jimmy i 1977 flyttede til Det Hvide Hus i Washington. Men hun udviklede sig til en elegant taler, politisk kampagneleder og aktivist.
Parrets barnebarn Jason Carter meddelte for få dage siden, at farmoren var tæt på afslutningen af sit liv. Og at det samme gælder hans farfar.
Jimmy Carter var demokratisk præsident fra 1977 til 1981.
Mægler ved konflikter
I den periode støttede Rosalynn sin mand og var flere gange også inviteret med til regeringsmøder eller sendt ud som repræsentant for USA under besøg i Latinamerika.
Efter sin tid i Det Hvide Hus har Jimmy Carter været mægler i forskellige konflikter og har engageret sig i humanitært arbejde.
Han har i årevis været en fremtrædende forkæmper for menneskerettigheder, hvilket i 2002 indbragte ham Nobels fredspris.
Mest aktive ekspræsidentpar
Selv har Rosalynn Carter både som førstedame og i sit senere liv brugt mange år på at arbejde for bedre mental sundhed til udsatte borgere.
Jimmy og Rosalynn Carter stiftede The Carter Center sammen i 1982.
Begge er blevet berømmet for at være de mest aktive og engagerede ekspræsidentpar, som USA har haft.