Får mindst en nat på vand og brød
Marius Borg Høiby Sidder til afhøring tirsdag eftermiddag
Kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, sidder tirsdag eftermiddag til afhøring hos politiet i Oslo.
Han blev anholdt mandag aften klokken 23.12 og er sigtet for voldtægt mod en kvinde i 20'erne.
Den nye sigtelse kommer oven i mere end en håndfuld sigtelser for blandt andet vold, trusler og hærværk.
Ransaget
Modsat de tidligere anholdelser er hans bolig på det gods, hvor også kronprins Haakon og Mette-Marit bor, blevet ransaget.
Om der er blevet fundet noget i boligen, som bestyrker mistanken om voldtægt, har politiet ikke oplyst.
Sidst Marius blev anholdt, ryddede Mette-Marit op i hans bolig, inden hun afleverede ham til politiet, og der var hoffet blevet varskoet om anholdelsen 33 minutter før, politiet mødte op.

Overnatter i arresten
Hvis Oslos Politi vil tilbageholde Marius i mere end 48 timer, skal han fremstilles for en dommer i grundlovsforhør.
Det er der tirsdag endnu ikke taget stilling til.
Men politiet slår fast, at uanset om Marius skal fremstilles i grundlovsforhør skal han tilbringe natten til onsdag i det centrale arresthus i Oslo.
Ifølge dagbladet.no skulle Marius Borg Høiby tirsdag være rejst til London for at tjekke ind på en afvænningsklinik for at komme sine stofmisbrugsproblemer til livs.