Hårdt ramt før stort farvel
Ozzy Osbournes manager - og hustru - Sharon Osbourne forsikrer fansene om, at rockveteranen er klar til et brag af en afskedskoncert
Black Sabbath kommer ikke igennem hele bagkataloget, når det britiske band til sommer bliver genforenet for første gang i 20 år til én enkelt koncert, som de har bebudet, bliver deres allersidste sammen.
Bandets 76-årige frontmand, Ozzy Osbourne, er meget mærket af Parkinsons sygdom, som han fik diagnosticeret i 2019.

Det fortæller han i sin podcast, "Ozzy Speaks", ifølge flere internationale medier, herunder det amerikanske musikmagasin Billboard.
Ikke hele tiden
- Jeg har ikke tænkt mig at spille et helt set med Black Sabbath, men jeg laver småting med dem. Jeg gør, hvad jeg kan, hvor jeg føler mig godt tilpas, forklarer han.
Ifølge Billboard har Ozzy Osbourne ikke spillet et helt set siden 31. december 2018, som var den dag, hans "No More Tours" sluttede.
- Jeg prøver at komme på benene igen, lyder det fra metalstjernen.
- Når andre står op om morgenen, hopper de bare ud af sengen. Det kan jeg ikke. Men jeg er ikke død. Jeg er stadig aktiv.
Han er klar
Ozzy Osbournes manager - og hustru - Sharon Osbourne har forsikret fansene om, at han er klar til et brag af en afskedskoncert.
- Parkinsons er en progressiv sygdom. Det er ikke noget, du kan stabilisere. Det påvirker forskellige dele af kroppen, og det påvirker hans ben. Men hans stemme er bedre, end den nogensinde har været, har hun for nylig udtalt.
Black Sabbath afslørede tidligere i februar, at bandets fire originale medlemmer, som foruden Ozzy Osbourne tæller guitarist Tony Iommi, bassist Geezer Butler og trommeslager Bill Ward, ville spille deres sidste koncert.
Kylet ud
Det bliver i den britiske storby Birmingham, hvor bandet blev dannet i 1968. Det følgende årti blev Black Sabbath kæmpestore med hårdtslående hits som "Paranoid", "War Pigs" og "Iron Man".
I 1979 blev Ozzy Osbourne dog kylet ud af bandet. Dels grundet kreative uoverensstemmelser, men også grundet Ozzy Osbournes opførsel, som blev forværret af et heftigt misbrug af sprut og stoffer.
Efterfølgende har Ozzy Osbourne optrådt i eget navn.
Siden har Black Sabbath taget ham til nåde igen.
Til sommer
Sidste gang, Black Sabbath spillede sammen med de fire originale medlemmer, var i 2005. Siden har de optrådt i forskellige konstellationer, men ikke alle samlet.
Det sker nu til sommer som en del af showet "Back to the Beginning". Overskud fra koncerten vil gå til velgørenhed, blandt andet organisationen Cure Parkinsons.
Også Slayer, Pantera og Metallica, der har danske Lars Ulrich på trommer, er på listen over bands, der skal optræde.