Hit med pengene, Trump
Domstol holder USA's kommende præsident i et pinligt jerngreb
En føderal appeldomstol opretholder en kendelse, hvor forfatteren E. Jean Carroll tilkendes fem millioner dollar på grund af seksuelt overgreb og bagvaskelse begået af den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.
Fem millioner dollar svarer til knap 36 millioner kroner.
Den oprindelige kendelse, som blev afsagt i maj 2023, omhandler en hændelse i 1996 i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i den amerikanske storby New York City.
Bagvaskelse
Her hævder Carroll, at Trump voldtog hende.
Carroll mener, at hun blev udsat for bagvaskelse i et Trump-opslag på Truth Social i oktober 2022, hvor Trump kaldte hendes påstande for svindel.
Nævninger har ikke fundet det bevist, at Trump voldtog Carroll, men de tilkendte hende erstatning på 2,02 millioner dollar for seksuelt overgreb og 2,98 millioner dollar for at være blev udsat for bagvaskelse.
I en nært beslægtet sag fandt en anden domstol i januar, at den tidligere og nu kommende præsident også skal betale 83,3 millioner dollar i erstatning for æreskrænkelse af forfatteren, hvis fulde navn er Elizabeth Jean Carroll.
I den sag blev det fundet, at Trump i juni 2019 havde æreskrænket hende, da han først benægtede påstanden om voldtægt.
Kendelsen om de 83,3 millioner dollar - knap 600 millioner kroner - har Trump også anket. Begge sager er fortsat, selv om Trump vandt præsidentvalget 5. november.
Gået i stå
20. januar tages han i ed som præsident.
Mens Carroll-sagerne er civile sager, er en række straffesager mod Trump i vidt omfang gået i stå.
Trump blev tiltalt i i alt fire straffesager i årene efter nederlaget ved præsidentvalget i 2020.
I kun en af dem - den såkaldte tys-tys-sag i New York - nåede sagen at komme for retten. Her blev Trump dømt for at have forfalsket regnskabsmateriale i forbindelse med en betaling til en pornoskuespiller.
Politisk motiveret
Men selv om Trump er fundet skyldig, har der endnu ikke været strafudmåling.
Trump har kaldt alle fire straffesager politisk motiverede forsøg på at holde ham fra at vende tilbage til magten.
-
Onsdag mødtes Mark Zuckerberg med USA's kommende præsident Donald Trump til en middag på Trumps resort Mar-A-Lago i Florida
-
Justin Trudeau besteg den politiske scene som en af de unge ledere i verden. Han er nu en erfaren premierminister i Canada og fylder 50
-
Alec Baldwin bliver hånet af Donald Trump Jr., efter at skuespilleren i et uheld skød og dræbte filmfotograf