BARNEBARN BEKRÆFTER:
Hun er død
Ethel Kennedy var gift med præsidentkandidaten Robert F. Kennedy, da han blev dræbt
Ethel Kennedy, som var enke efter Robert F. Kennedy, er død. Hun blev 96 år.
Det oplyser Joe Kennedy III, som er hendes barnebarn, i et opslag på sociale medier torsdag.
- Det er med vores hjerter fulde af kærlighed, at vi meddeler vores bedstemor Ethel Kennedys bortgang, skriver han.
- Hun døde denne morgen af komplikationer efter et slagtilfælde.
Dræbt af palæstinenser
Hendes mand, Robert F. Kennedy, der var præsidentkandidat, døde i juni 1968 efter at være blevet skudt af palæstinenseren Sirhan Sirhan.
Hun og Robert F. Kennedy havde dengang været gift i 18 år. Parret havde fået 10 børn, og nummer 11 var på vej. Hun var 40 år.
Robert F. Kennedy var lillebror til præsident John F. Kennedy, der blev myrdet i Dallas i 1963.
Han var jurist og senator og blandt andet kendt for at støtte borgerrettighedsbevægelsen samt at bekæmpe mafiaen.
Giftede sig aldrig igen
Efter Robert F. Kennedys død erklærede Ethel Kennedy offentligt, at hun ikke ville gifte sig igen, og hun holdt ord.
Nogle måneder efter hans død etablerede hun Robert F. Kennedy Center for Retfærdighed og Menneskerettigheder.
Centret kaldes i daglig tale RFK Center, og det er en organisation, der arbejder for den afdøde politikers mærkesager.
Frihedsmedalje
I 2014 fik Ethel Kennedy præsidentens frihedsmedalje af Barack Obama.
- Udover et helt livs arbejde med social retfærdighed og menneskerettigheder efterlader vores mor sig ni børn, 34 børnebørn og 24 oldebørn og adskillige nevøer og niecer, der alle elsker hende, skriver Joe Kennedy III.