Hun kan bedst på grus

Caroline Wozniacki er videre til anden runde i Charleston efter at have holdt legestue med amerikaner

Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki fik en suveræn start på grussæsonen, hendes første siden comebacket sidste år, i første runde af WTA 500-turneringen i Charleston.

Amerikaneren McCartney Kessler, nummer 122 på verdensranglisten, havde ingen våben, som kunne presse erfarne Wozniacki. Danskeren sejrede med cifrene 6-0, 6-1 i sin første gruskamp i næsten fem år.

Caroline Wozniacki havde ingen problemer med at spille sig videre til anden runde i Charleston. (Arkivfoto).

Kessler formåede ikke at holde sin serv en eneste gang i kampen.

Wildcard

Wozniacki, nummer 126 på ranglisten, er med i Charleston på et wildcard i et forsøg på at klemme sig ind i top-104 på ranglisten, der vil give adgang til hovedturneringen i French Open.

Afhængigt af konkurrenternes præstationer omkring hende skal danskeren formentligt nå en kvart- eller semifinale i Charleston for at opnå det.

Med en solidt optapet venstre læg lagde Wozniacki overbevisende ud på det grå grus i South Carolina.

Kessler var med i turneringen som en såkaldt lucky loser fra kvalifikationen og kunne slet ikke modstå trykket fra danskeren.

Gik hurtigt

Kampuret havde kun lige passeret 20 minutters spil, da Wozniacki servede sig på 5-0. Få minutter senere brød hun for tredje gang i træk, og så var første sæt hjemme på mindre end en halv time.

Det lykkedes Kessler at bryde fra andet sæts start, men glæden var en stakket frist. Wozniacki var overlegen i alle spillets facetter.

Med tungt grundspil krydret med stopbolde og rene vinderslag tog danskeren seks partier på stribe og fløj ind i anden runde på bare en time.

I næste runde venter ukraineren Anhelina Kalinina. For godt en uge siden sendte hun Wozniacki ud i anden runde af Miami Open efter et dansk kollaps.

Misbrugt

Efter at have vundet første sæt 7-5 var Wozniacki foran 5-2 og havde sågar matchbold ved 5-4 i andet sæt. Den blev misbrugt.

I stedet vandt Kalinina fem partier i træk, så 5-2 blev vekslet til 5-7, og i afgørende sæt var ukraineren stærkest. Efter 3 timer og 18 minutters hård fight hjemtog hun sejren med 6-4.

Powered by Labrador CMS