Kan du kende denne sofa

Snart kan man købe rekvisitter og kostumer fra hitserien ”Venner” på onlineauktion i anledning af jubilæum.

Fans af hitserien ”Venner” kan snart blive de heldige ejere af originale rekvisitter og kostumer fra tv-serien.

Seriens 30-års jubilæum fejres med en onlineauktion 23. september. Allerede nu kan fans af serien give bud på nogle af auktionens genstande.

Det skriver Daily Mail tirsdag.

En kopi af den orange sofa fra kaffebaren Central Perk i tv-serien "Venner" kan købes af højestbydende til auktion i anledning af seriens 30-års jubilæum. (Arkivfoto).

Auktionen afholdes af auktionshuset Julien’s Auctions i Los Angeles.

Sker hver dag

- Hver dag, et sted rundt om i verden, spiller Friends på en skærm. Det viser seriens enorme popularitet og tiltrækning af nye fans selv årtier efter finalen, siger administrerende direktør for Julien's Auctions David Goodman.

Til auktionen kan man blandt andet byde på originale beklædningsgenstande båret af seriens seks hovedpersoner Monica, Phoebe, Joey, Ross, Chandler og Rachel.

Særlige kostumer båret af gæsteskuespillere som Bruce Willis, Susan Sarandon og Anna Faris er også en del af auktionen.

Kopier af originale rekvisitter fra serien er også til salg på auktionen.

Byd på sofaen

Det er blandt andet muligt at byde på en kopi af den orange sofa fra kaffebaren Central Perk, der danner rammen om mange scener i den amerikanske tv-serie.

Den orange sofa er tirsdag indtil videre auktionens dyreste genstand med et bud på 500 dollar svarende til omkring 3300 danske kroner.

Auktionen afholdes i samarbejde med selskabet Warner Bros. Television, der stod bag tv-serien "Venner".

Premiere i 1994

Komedieserien, der havde premiere i 1994, følger en vennegruppe på seks personer, der i fællesskab forsøger at tackle voksenlivets udfordringer.

Sidste afsnit af i alt 236 episoder blev sendt 6. maj 2004.

Powered by Labrador CMS