Marie fylder 49

Prinsesse Marie har haft et år med flere besøg i Danmark, selv om hun og familien er flyttet over Atlanten. 6. februar fylder prins Joachims hustru 49 år

Offentliggjort

Prinsesse Marie fejrer fødselsdag i USA

Prinsesse Marie fylder 49 år og fejrer sin fødselsdag i Washington D.C., hvor hun bor med sin familie.

Flytningen til USA skyldes prins Joachims nye stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Prinsesse Marie fejrer torsdag 6. februar sin 49 års-fødselsdag, og for andet år i træk fylder hun år på tværs af Atlanten.

Efter at have boet fire år i den franske hovedstad, Paris, skiftede prinsessen, hendes mand, prins Joachim, og parrets to børn, 15-årige grev Henrik og 13-årige komtesse Athena, i august 2023 de parisiske gader ud med den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Med Joachim

Flytningen over Atlanten skete, efter at prins Joachim tiltrådte en ny stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade i USA.

Prinsesse Marie har været en del i Danmark i det forgangne år, på trods af at hun og familien har rykket teltpælene op og er flyttet over Atlanten. I august holdt hun tale ved Tønder Festival, som hun har været protektor for siden 2009. (Arkivfoto).

Stillingen er tidsbegrænset til tre år, og familien har ikke afvist, at de vender tilbage til Danmark en gang i fremtiden.

- Danmark er vores base, Danmark er vores hjem. Men vi er lige startet her, så det er slet ikke noget, vi har i tankerne lige nu, sagde prins Joachim til Ekstra Bladet i 2023.

Med bopælen i Washington D.C. er det ikke første gang, at prinsesse Marie kalder USA for "hjem".

Læste i USA

Hun er født Marie Agathe Odile Cavallier i Paris, hvor hun også er opvokset. Studentereksamenen tog hun i Schweiz. Efterfølgende læste hun en Bachelor of Arts i USA.

I 2019 flyttede prinsesse Marie, børnene og prins Joachim tilbage til Paris, da prins Joachim fik arbejde som forsvarsattaché ved den danske ambassade i byem.

Også prinsesse Marie var tilknyttet ambassaden i tiden i Paris, hvor hun fungerede som kulturrepræsentant.

Flytningen til USA har stået i familiens tegn i de to år, de har boet der.

- Prinsessen vil først og fremmest fokusere på, at familien finder sig til rette i et nyt land, sagde kongehusets daværende kommunikationschef, Lene Balleby, til Billed-Bladet i forbindelse med flytningen.

Passer børn

Særligt har prinsesse Marie koncentreret sig om parrets to børn, der skal have en god og tryg begyndelse på deres nye skole, lød det.

Af samme grund var hverken prinsesse Marie, grev Henrik eller komtesse Athena til stede ved tronskiftet 14. januar sidste år, hvor dronning Margrethe overlod tronen til sin søn - prinsesse Maries svoger - kong Frederik X.

Dog har prinsesse Marie stadig varetaget sine protektorater i det forgangne år.

En af prinsessens mærkesager er madspild. I april besøgte hun nonprofitorganisationen Mad med hjertet, der blandt andet tilbereder gratis måltider til familier ramt af kritisk sygdom eller dødsfald.

Prinsessen hjalp med at modtage og sortere overskudsvarer, der blev delt ud til trængte familier ved samme lejlighed.

Mod madspil

Hun har også tidligere haft sit eget program om madspild på DR1, "Prinsesse Maries kamp mod madspild", og skrevet kogebogen "Mad med respekt" sammen med kogebogsforfatter Selina Juul i 2019.

I det forgange år har prinsessen også fået tid til at pleje et andet hjertebarn.

Sammen med Autismeforeningen, som hun er protektor for, besøgte prinsesse Marie Region Hovedstadens Psykiatri i foråret.

I et interview med B.T. har prinsesse Marie tidligere fortalt, at hun har autisme i sin nære familie og derudover har flere venner, der har børn med autisme.

Lufter galla-kjoler

- Man siger, at når man har mødt én autist, så har man mødt én autist. Det betyder, at hvert enkelt autistisk menneske skal ses, forstås, støttes og hjælpes fra lige præcis det unikke ståsted, vedkommende har, sagde hun i en tale ved Autismeforeningens 60-års jubilæum i 2022.

Ud over at passe de mange mærkesager, som står prinsessens hjerte nær, fik hun også mulighed for at lufte gallakjolerne ved flere anledninger i det forgangne år.

Hen mod slutningen af sidste år deltog hun for eksempel i gallataflet i forbindelse med et statsbesøg fra Egypten.

Her bar prinsesse Marie prinsesse Dagmars blomsterdiadem, som hun har fået i gave af dronning Margrethe, der selv modtog diademet fra sine forældre, kong Frederik IX og dronning Ingrid.

Fik det af Margrethe

Diademet fik prinsesse Marie af dronning Margrethe, da hun blev gift med prins Joachim.

Prinsesse Marie og prins Joachim har været gift siden 24. maj 2008, hvor de blev viet i Møgeltønder Kirke og efterfølgende holdt bryllupsmiddag på Schackenborg Slot, som dannede rammen om deres første år som ægtepar.

Parret mødte hinanden år forinden ved et middagsselskab, hvor Marie fik den danske prins som bordherre.

- Jeg tænkte ikke så meget over, at han var prins. Det var bare hyggeligt. Og så var han den eneste, som kunne tale fransk, har hun efterfølgende sagt om mødet til Billed-Bladet.

Men vejen til kærligheden kom ikke let. Det tog tid og et kortvarigt brud, inden de to for alvor tog hul på livet som mand og hustru.

Jeg er fornuftig

- Fordi jeg er så fornuftig, kom kærligheden langsomt. Jeg ville ikke give mig selv hen. Jeg ville være forsigtig. Men derefter var jeg ikke i tvivl. Joachim var manden i mit liv, sagde hun siden til Billed-Bladet.

Ud over komtesse Athena og grev Henrik består familien også af prins Joachims voksne sønner, greverne Nikolai og Felix, fra sit ægteskab med grevinde Alexandra.

Powered by Labrador CMS