Norsk kongeligt bryllup: Her ankommer gæsterne
Norske prinsesse Märtha Louise og amerikanske Durek Verrett bliver lørdag viet i Geiranger
Lørdag formiddag ankommer gæsterne til vielsen mellem norske prinsesse Märtha Louise og amerikanske Durek Verrett.
Billeder fra begivenheden viser gæster ankomme på den røde løber.
Selve vielsen finder sted i bygden Geiranger. Det sker omgivet af bjerge og flot natur.
Bryllupsfesten finder sted et stenkast derfra på Hotel Union.
Vielsen foregår i et telt og begynder klokken 13.
Herefter ventes brudeparret at komme ud og hilse på den lille lokalbefolkning i Geiranger.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Begyndte torsdag
Bryllupsfejringen begyndte torsdag med en fest i Ålesund, og fredag tog gæsterne og brudeparret til bygden med båd.
Kong Harald og dronning Sonja ankom til Geiranger fredag eftermiddag med det norske kongeskib, hvor de ifølge NTB skal bo under bryllupsweekenden.
Prinsesse Märtha Louise er den ældste af det norske kongepars to børn, men hun er ikke den næste til at arve den norske trone.
Det skyldes, at der kun var mandlig arvefølge til den norske trone, da hun blev født i 1971. Hun er i dag nummer fire i den norske arvefølge.
Har vakt opsigt
Parret har flere gange vakt opsigt.
49-årige Durek Verrett har hyppigt fået opmærksomhed på grund af sin selverklærede shamantitel - en slags åndemaner - og flere opsigtsvækkende udtalelser.
Blandt andet hævder han, at han er synsk og kan kurere kræft. Og i 2023 forklarede han i en video, hvordan man uddriver dæmoner fra børn.
Prinsessen har åbent fortalt, at hun har overnaturlige evner og kan komme i kontakt med engle.
I 2022 ønskede prinsessen og Verrett en "tydeligere" skillelinje mellem egne aktiviteter og tilknytningen til kongehuset.
Derfor besluttede prinsessen i samråd med kong Harald, at hun ikke længere skulle udføre officielle opgaver for kongehuset.
Danmark ikke repræsenteret
Det danske kongehus havde i forvejen bekræftet over for Billed-Bladet, at det ikke ville være repræsenteret til brylluppet.
Til gengæld deltager det svenske kronprinsessepar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Også prins Carl Philip og prinsesse Sofia deltager i brylluppet.
Det har det svenske kongehus oplyst til NTB.