Nu melder Haakon ud om Marius
- Har tillid til retssystemet
Kronprins Haakon er i den anden ende af verden, mens hans papsøn, Marius Borg Høiby, hjemme i Norge er blevet sigtet for to voldtægter siden sin anholdelse mandag aften.
Haakon er på officielt besøg i Caribien, som afsluttes på Jamaica, hvorfra han rejser inden for kort tid.
Vg.no er med på Jamaica og har spurgt om kronprinsens reaktion på de nyeste sigtelser mod Marius.
- Tillid til retsystemet
- Marius står over for alvorlige anklager, og det er op til retsvæsenet.
- Politiet og retsvæsenet skal have lov til at behandle sagen, og jeg tror, de gør deres job godt.
- Jeg har tillid til, at de håndterer sagen på en god måde, siger Haakon.

Marius skal have hjælp
Marius Borg Høiby har, da han første gang blev anholdt, blandt andet erkendt et kokainmisbrug.
Og vg.no spørger direkte til dette, da de møder kronprinsen.
- Hvad har kronprinsparret gjort for at hjælpe Marius Borg Høiby med de problemer, som han har erkendt offentligt?
- Vi har som familie og forældre været optaget af, at Marius skal have hjælp. Vi har i længere tid arbejdet på, at han kan komme til et sted, hvor han både bliver afvænnet og får behandling.
- Det prioriterer vi højt, og det må så ske inden for de rammer, som retsvæsenet udstikker, siger kronprins Haakon inden afgangen fra Jamaica.
I Oslo er grundlovsforhøret med Marius Borg Høiby overstået, og anklagemyndigheden går efter at få ham varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage.
Der falder afgørelse senere onsdag.