Skeletterne vælter ud af skabet
Harvey Weinstein fik omstødt dom i New York, men er blevet i fængslet på grund af en anden sag
Den tidligere filmproducent Harvey Weinstein anklages for yderligere seksualforbrydelser.
Det siger anklagere torsdag under et retsmøde ifølge nyhedsbureauet AP.
De nye anklager kommer, på et tidspunkt hvor distriktsanklageren på Manhattan er ved at forberede en ny sag mod Weinstein, efter at en voldtægtsdom blev forkastet i april.
Selve tiltalen bliver ikke offentliggjort, før Weinstein 18. september efter planen skal møde i retten og tage stilling til anklagerne.
Akut hjerteoperation
Weinstein, som tidligere på ugen fik foretaget en akut hjerteoperation, har i senere år været igennem en række sager i det amerikanske retssystem.
Han blev i 2020 på Manhattan i New York City fundet skyldig i voldtægtsanklager.
Men en appeldomstol fandt i april, at Weinstein ikke havde fået en retfærdig retssag.
Omstødt
Dommen blev omstødt, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som Weinstein ikke formelt var tiltalt for at have begået overgreb imod.
På trods af omstødelsen af dommen i New York er Weinstein forblevet fængslet.
Det skyldes, at han er dømt i en anden voldtægtssag i Californien.
I den sag fik han 16 års fængsel.
Nye sager
Ved et nyligt retsmøde kom det ifølge AP frem, at anklagere var begyndt at præsentere bevismateriale fra tre sager med yderligere beskyldninger mod Weinstein. Sagerne går tilbage til midt i 2000'erne.
Det står endnu ikke klart, om de nye anklager bliver behandlet som led i en samlet genoptagelse af New York-sagen, som blev omstødt, eller om der bliver en separat sag.
Weinsteins advokater har gentagne gange sagt, at filmproducenten har dårligt helbred. Han er flere gange mødt op til retsmøder i en rullestol.
En af de mest magtfulde
I juli måtte han under behandling for covid-19 og lungebetændelse i begge lunger. Han er også tidligere blevet behandlet for hjerteproblemer i 2020.
Han har desuden diabetes og forhøjet blodtryk.
I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri.
Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.