Stor politiker er sovet ind
En af de vigtigste skikkelser i det europæiske samarbejde er død
Franske Jacques Delors, som tidligere var formand for EF- og EU-Kommissionen, er død.
Det oplyser hans datter, Martine Aubry, til nyhedsbureauet AFP onsdag.
Han blev 98 år. Han sov ind onsdag i sit hjem i Paris, skriver AFP.

Delors var kendt som en af det europæiske samarbejdes chefarkitekter.
Han blev i 1985 formand for det, der dengang hed EF-Kommissionen, og i hans tiårige embedsperiode var der fuld fart på udviklingen af samarbejdet.
Var formand
Fra 1993 hed det EU-Kommissionen, som han således også nåede at være formand for.
Under Delors nåede EU blandt andet at etablere det indre marked og vedtage Maastricht-traktaten.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, hylder på det sociale medie X Delors for hans idealer og engagement.
Upopulær
Delors' rolle som stor fortaler for det europæiske samarbejde gjorde ham dog også til en upopulær skikkelse blandt EU-skeptikere.
Jacques Delors blev født i Paris i 1925. Han var uddannet i økonomi fra Sorbonne.
Han havde en karriere som embedsmand, inden han i 1979 blev valgt til EU-Parlamentet for de franske socialister.
To år senere blev han Frankrigs finansminister og derefter kommissionsformand.