Taylor Swift overrasker

Rygter om Taylor Swifts datingliv er taget til, efter at hun søndag overværede en NFL-kamp i Kansas City

Offentliggjort

Den amerikanske sanger Taylor Swift løb med meget af opmærksomheden, da hun søndag dukkede op til en NFL-kamp i Kansas City.

En lang række amerikanske medier, herunder CNN, ESPN og The Washington Post, har således beskrevet popstjernens besøg.

Taylor Swift overværede en kamp i NFL - den bedste liga for amerikansk fodbold - mellem Kansas City Chiefs og Chicago Bears.

Ved sin side havde hun Kansas City-spilleren Travis Kelces mor.

Netop det faktum har fået de amerikanske medier til at spekulere.

Rygter i flere dage

Der har nemlig i flere dage været rygter om, at Travis Kelce og Taylor Swift muligvis skulle have et romantisk forhold.

Rygterne, der ikke er bekræftet af hovedpersonerne selv, er opstået efter udtalelser fra Kelce.

I en ESPN-podcast sagde han, at han havde foreslået Swift, at hun skulle overvære en Kansas City-kamp på holdets stadion, Arrowhead.

- Jeg kom med forslaget. Jeg kastede bolden over på hendes banehalvdel.

- Jeg sagde til hende, at jeg havde set hende fyre den af på Arrowhead, så nu burde hun komme og se mig fyre den af, så vi kunne finde ud af, hvem der giver den mest gas, lød det fra 33-årige Kelce.

Taylor Swift, der også er 33 år, har optrådt på Arrowhead som en del af sangerens ekstremt populære turné The Eras Tour.

Taylor Swift tiljublede ihærdigt Travis Kelce og resten af Kansas City-holdet under søndagens kamp.

En af de bedste

Travis Kelce betragtes som en af NFL's bedste spillere. Han er flere gange blevet udtaget til ligaens allstar-hold og har vundet NFL-finalen, Super Bowl, to gange med Kansas City Chiefs - senest i februar 2023.

Under søndagens kamp kunne man se en begejstret Swift tiljuble Kelce og Kansas City, der også endte med at løbe med sejren.

Det vidste du ikke om Taylor Swift

– Taylor Swift har altid haft et talent for musik og sangskrivning. Allerede som 11-årig vandt hun en lokal sangkonkurrence, og i 5. klasse vandt hun en national poesikonkurrence med sit digt “Monster In My Closet”.

– Hendes album “Fearless” er det mest belønnet nogensinde indenfor country music. Albummet har fået platinstatus i seks lande. Det er blevet solgt i 9 millioner eksemplarer verden over og gjorde dengang 18-årige Taylor til den yngste kunstner i historien til at have året mest solgte album i USA.

– Taylor har  vundet “Album of the Year” ved Grammy Awards to gange. I 2010 med albummet “Fearless” og igen i 2016 med sit album “1989”. Hun er derved den yngste til at modtage prisen, da hun fik den i 2010 som 20-årige. Hun er også den eneste kvinde, der har modtaget prisen to gange.

– Taylor er gode venner med Selena Gomez og Emma Stone. Hun er derudover også venner med Hayley Williams, Emma Watson og youtuberen PewDiePie.

– Taylor er en af de mest fulgte kendte på sociale medier. På Twitter har hun 81,4 millioner følgere og på Instagram har hun 92,5 millioner følgere.

– Hun har to musikvideoer med over 1 milliard visninger. Blank Space er blevet vist 1,8 milliard visninger og Shake It Off har 1,7 milliard visninger.

– Taylor har været med i  filmen Valentine’s Day i 2010. Hun har også været med i en episode af CSI i 2000 og lagt stemme til den animerede film The Lorax i rollen som Audrey i 2012.

Kilder: Wikipedia & taylorswiftplanet.com

Taylor Swift tiltrak sig også opmærksomhed forleden, da hun opfordrede sine fans til at indregistrere sig som vælgere forud for USA's præsidentvalg.

Det medførte, at tusindvis af vælgere straks registrerede sig.

Powered by Labrador CMS