Var gift i 61 år - nu er hun død
Francis Ford Coppolas hustru gennem 61 år er død
Den Oscar-belønnede filminstruktør, Francis Ford Coppola, er i sorg.
Hans livsledsagerske gennem 61 år, hustruen Elanor, er død.
Hun døde fredag.
Det skriver flere amerikanske medier - herunder CNN.
Der er ikke angivet nogen formel dødsårsag.
Elanor Coppola blev 87 år gammel, og hun døde ifølge Francis Ford Coppolas agent omgivet af sin familie i Coppola-residensen i Rutherford i Californien.
Rejste med ham overalt
Elanor Coppola nøjedes ikke kun med at snuse til filmverdenen gennem sin mands omfattende produktion og karriere.
Hun har selv vundet priser for dokumentarfilm og havde også en selvstændig karriere som kunstner og forfatter.
Hun har lavet en række dokumentarfilm om Coppola-familiens spillefilm og rejste over hele verden med sin mand i forbindelse med de film, han instruerede.
Stor kreativ familie
Hun har blandt andet vundet en Emmy-pris for sin dokumentar om Coppolas krigsdrama om Vietnamkrigen "Apocalypse Now" fra 1979.
Elanor Coppola efterlader sig sin mand Francis Ford Coppola, datteren Sofia og sønnen Roman, der også begge har karrierer i filmverdenen.
I periferien af Coppola-familien finder man desuden Talia Shire, der var med i Godfather-trilogien og som bokseren Rockys kone i Rocky-filmene, samt Oscar-belønnede Nicolas Cage, der er nevø til Francis Ford Coppola.