Arbejder på det hårde familieliv
Emil og Magnus Millang har hentet et stjernespækket hold - blandt andre Lars Brygmann og Søs Egelind - til komedien "De bedste år", som skildrer familielivet
De to kendte brødre Emil og Magnus Millang har begge fået børn. Udfordringen og omvæltningen fra fester og frihed til familie og forpligtelser har inspireret dem til at skrive den kommende TV 2-serie "De bedste børn".
Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.
Skørt og vanvittigt
Magnus Millang indtager sammen med Stephanie Potalivo hovedrollerne som forældrene i småbørnsfamilien, serien centrerer sig om.
- Familielivet er skørt og vanvittigt. Det kaster en ud i mange akavede og sjove situationer, lyder det samstemmigt fra Emil og Magnus Millang i pressemeddelelsen.
Værste eller bedste år
- Man siger, at livet med små børn er de bedste år. Men nogle gange, når dagligdagen med de små bliver allermest anstrengende, tager man sig selv i at tænke: "Er det her i virkeligheden de værste år?", lyder det fra brødreparret.
Også Lars Brygmann, Ditte Hansen, Søs Egelind, Roberta Reichhardt og Jesper Ole Feit Andersen er på rollelisten i "De bedste år".
Et glemt parforhold
Serien følger forældreparret Mathias og Louise - spillet af Magnus Millang og Stephania Potalivo - der indser, at de har glemt sig selv og parforholdet i processen med at skabe en familie.
Mathias ser pludselig sig selv som en, der er holdt op med at dyrke sin hobby, er blevet for tyk, kører rundt i en grim bil og ikke kan få sin kone med i seng.
Frygter underskudsfamilie
Louise har mistet den tætte kontakt til sine veninder, er kommet i dårlig form og har svært ved at møde til tiden, samtidig med at hun begynder at frygte, at de generelt er blevet en kedelig underskudsfamilie.
Situationen bliver ikke bedre af, at Louises lillesøster flytter i en ny, lækker lejlighed, bliver forlovet med sin smarte kæreste og udgiver en feministisk fagbog, lyder det om handlingen.
Skildrer familiedynamikker
- Vores vision er at lave en grov og ærlig udlægning af de følelser, som man døjer med i en travl hverdag med børn, siger Emil og Magnus Millang i pressemeddelelsen.
- Vi har en vision om, at "De bedste år" bliver en samtidskomedie, der skildrer familiedynamikker, som de ser ud i 2023. Samtidig er det en tidløs komedie, fordi småbørn såvel som familie og svigerfamilie for evigt vil være både irriterende og uundværlige, lyder det fra brødreparret.
"De bedste år" forventes at blive sendt på TV 2 Play og TV 2 Echo inden for de næste par år, oplyser TV 2.