Bendtners mor kommer med private afsløringer

En ny dokumentar går helt tæt på Nicklas Bendtners liv. Her taler den tidligere fodboldspillers nærmeste om hans op- og nedture

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Dokumentaren udforsker Nicklas Bendtners liv både på og uden for fodboldbanen, inklusive personlige udfordringer og professionelle triumfer.

Serien inkluderer interviews med Bendtners mor og tidligere manager Arsène Wenger, og giver et indblik i fodboldspillerens relationer.

Instruktør Andreas Koefoed, kendt for 'The Lost Leonardo', skildrer Bendtners rejse gennem en krævende fodboldverden og personlige svigt.

Nicklas Bendtner har spillet 81 kampe for det danske landshold og har været en del af klubber som Arsenal, Wolfsburg og Rosenborg.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Døren bliver åbnet til den private og personlige del af den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtners liv, når den nye dokumentar "Bendtner" finder vej til skærmen.

Historien klipper mellem nutid og fortid og rummer interviews med blandt andre Nicklas Bendtners mor, Joan Bendtner, og hans tidligere manager i Arsenal Arsène Wenger.

Det afslører Viaplay Group i en pressemeddelelse.

Rigtig stolt

- Jeg er rigtig stolt af serien, og det har været en hård, men givende proces. Jeg blev meget berørt, da jeg så resultatet, fortæller Nicklas Bendtner i meddelelsen.

Nicklas Bendtner blev som fodboldspiller hyldet for sit arbejde, mens han uden for banen fik opmærksomhed for en række udskejelser. Den bane fortsatte, da han forlod F.C. København ved udgangen af 2019.

Følte sig svigtet

Dokumentaren i tre afsnit fortæller om sportsstjernens succes og vildfarelse i fodboldverdenens glamour. Nicklas Bendtner taler også om, hvordan han følte sig svigtet af sine nærmeste, lyder det i pressemeddelelsen.

I rollen som instruktør er Andreas Koefoed. Senest har han fået international anerkendelse for filmene "The Lost Leonardo" og "Music For Black Pigeons".

Nicklas Bendtner havde et mangeårigt ophold i fodboldklubben Arsenal og en kortvarig periode i FCK. Han har også spillet for blandt andet Wolfsburg og Rosenborg og været udlejet til Juventus, Sunderland og Birmingham. (PR-foto).

Hård og kynisk

- Jeg ser filmen som en specifik fortælling om et ungt menneske med et kæmpe talent i en hård og kynisk fodboldverden, hvor man kan blive svigtet af selv sine nærmeste, siger instruktøren i meddelelsen og fortsætter:

- Samtidig er det en universel fortælling om at miste sin identitet og bevæge sig ud i et tomrum, uden at vide om man nogensinde lander igen.

81 kampe for landsholdet

Ud over et mangeårigt ophold i Arsenal og en kortvarig periode i FCK har Nicklas Bendtner spillet for blandt andre Wolfsburg i Tyskland og Rosenborg i Norge, ligesom han har været udlejet til Juventus i Italien og til britiske Sunderland og Birmingham.

På landsholdet blev det til hele 81 kampe, hvoraf den seneste var i 2018.

Dokumentarserien "Bendtner" får premiere den 12. februar på TV3 og streamingtjenesten Viaplay.

Powered by Labrador CMS