De spørger Mette om næsten alt

Spørgsmålene er uden filter, når journalister fra TV Glad interviewer statsminister Mette Frederiksen, musiker Thomas Helmig og andre kendte danskere

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle spørgsmål er tilladt, når TV Glads journalister omslutter en række kendte danskere til en interviewseance, som sendes på DR.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

I premiereprogrammet er det musikeren Thomas Helmig, som udspørges af TV Glad, som er et medie drevet af mennesker med funktionsnedsættelser.

Sagde "ja" med det samme

- Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i "En særlig samtale", blev jeg glad og sagde ja med det samme. Og det er jeg glad for nu, for jeg synes, at det blev en god og anderledes snak og et par timer i det allerbedste selskab, siger Thomas Helmig i pressemeddelelsen.

TV Glads journalister interviewer statsminister Mette Frederiksen samt en række andre kendte personligheder inden for politik, kultur og kunst i en ny programrække. (PR-foto).

I andet program er det statsminister Mette Frederiksen, som deltager i "En særlig samtale".

Går tæt på

I "En særlig samtale" går spørgsmålene generelt tæt på. Men de er uden agenda - og uden filter, siger DR-programredaktør Lasse Bjørch i pressemeddelelsen om kollegerne fra TV Glad.

- Det giver nogle nye, forfriskende, åbne og ærlige svar, som viser nye sider af store danske personligheder, når paraderne lige så stille sænkes, lyder det fra programredaktøren.

Andre kendte ansigter

Foruden Mette Frederiksen og Thomas Helmig interviewer TV Glad også en række andre kendte ansigter inden for kunst, politik og kultur, annoncerer DR.

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

Første afsnit, som er med Thomas Helmig, kan ses på DRTV den 25. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme aften klokken 21.00.

Andet afsnit, som er med Mette Frederiksen, kan ses på DRTV den 27. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme aften klokken 21.15.

Powered by Labrador CMS