Dansker står bag fire afsnit af 'The Crown'
-Det har været ren luksus
Der er flere penge og derfor er mulighederne større, når man står på en udenlandsk produktion i den kaliber, som Netflix-serien "The Crown" er.
Det har den danske instruktør og manuskriptforfatter May el-Toukhy fået lov til at mærke i sit arbejde.
Hun har nemlig instrueret fire episoder af hitserien.
- Det er fantastisk at få lov til at være en del af noget, som har så stort et publikum. Det føles ret tilfredsstillende som filmskaber, fortæller hun.
Tv-serien "The Crown" er en dramatisk og fiktiv skildring af dronning Elizabeth II's år som monark i Storbritannien.
Yderst populær
Den er blevet modtaget med åbne arme af publikum og er blevet yderst populær.
Det ses også i budgettet, da serien ligger i den økonomiske tunge ende. Det giver nogle muligheder, der ikke er i alle produktioner.
- Det er en luksus, at man som filmskaber kan få mulighed for at sige: "Ville det ikke give mening for fortællingen, hvis vi så karaktererne lande i en helikopter her, eller hvis vi så den her begivenhed udspille sig i en gigantiske katedral, som skal fyldes af flere hundrede mennesker?", forklarer hun.
To afsnit
Den fordel har hun særligt brugt på at få karaktererne til at stå tydeligere frem - og tage små elementer i serien og gøre dem mærkbare for seerne.
Blandt andet en scene med karakteren prins William, der får en følelse af at være i det ydre rum på sit besøg i et planetarium i episode fem.
May el-Toukhy har instrueret to afsnit i både sæson fem og seks af "The Crown". Serien havde premiere i 2016 og afsluttes med de sidste afsnit i sæson seks i år.
- Et cirkus
Flere af optagelserne foregår i et studie i London, hvor dele af Buckingham Palace er bygget op, mens serien også udfolder sig på andre lokationer. May el-Toukhy beskriver det som et cirkus, der kommer til byen, når holdet rykker ud.
- Vi er så mange mennesker, og det er lastbil efter lastbil og telt efter telt, der bliver sat op og hevet ned igen, siger instruktøren.
- Det er som én stor gøglerfamilie, når man rejser rundt på den måde, tilføjer hun.
Baggrund i teaterverdenen
May el-Toukhy har været instruktør på flere danske produktioner heriblandt "Dronningen" med Trine Dyrholm i hovedrollen og tv-serierne "Herrens veje" og "Arvingerne".
Hun blev teateruddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2002, mens hun tog uddannelsen som instruktør på Den Danske Filmskole i 2009.
Hendes baggrund i teaterverdenen gavnede dynamikken til de udenlandske skuespillere, men noget var helt nyt for dem. Nemlig at arbejde med en kvindelig instruktør.
- Der er ikke mange kvindelige instruktører i seriens historie. Det i sig selv er noget nyt for dem, siger May el-Toukhy.
Ikke vant til kvinder
- Jeg havde også i højere grad end herhjemme en oplevelse af, at der var skuespillere, som aldrig havde arbejdet med en kvindelig instruktør før, fordi det er så uvant i England, fortsætter hun.
Foruden det, at May el-Toukhy er kvinde, oplevede hun også, at hendes måde at agere instruktør på var anderledes, end hvad skuespillerne var vant til.
- Englænderne er ofte meget høflige, og det med at være direkte og tydeligt turde at sige, hvad man gerne vil have og hvordan, oplevede nogle som meget anderledes, men også befriende, forklarer instruktøren.
Meget skarpt hieraki
Selv om hun kom med en åbenhed, var hierarkiet på settet anderledes end det, hun kender fra sit arbejde i Skandinavien.
- Det er et meget skarpt skåret hierarki under optagelserne og generelt, siger May el-Toukhy.
- Jeg blev for eksempel kaldt ma'am af dele af holdet, hvor de ikke brugte mit navn, uddyber hun.
Arbejdet med serien har krævet hele hendes fokus, da produktionstiden på to afsnit varer cirka et år.
På i et helt år
- Jeg har rejst rundt både i England og Skotland, mens min familie i perioder har boet i London, siger May el-Toukhy.
Familien tæller hendes partner, filmproducer Mikael Rieks, og en datter fra et tidligere ægteskab.
- Man er meget væk, og det er altopslugende at lave en film eller tv-serie som instruktør. Det er det samme, uanset om man arbejder i udlandet eller på en skandinavisk produktion, forklarer den danske instruktør.
Den anden del af sjette og sidste sæson af "The Crown" kan ses på Netflix.