- Det var årets højdepunkt
Et højdepunkt i dronning Margrethes 2023 var prins Christians 18-års fødselsdag, hvor 200 unge var inviteret
Det har været et travlt år i det danske kongehus, hvor fratagelsen af titler, et rygestop og en rygoperation har fyldt for Danmarks regent.
Onsdag vender dronning Margrethe tilbage til noget, hun kender. Hvert år deltager hun i forberedelsen af en balletforestilling i Tivoli og også i år er det "Snedronningen", som hun skal følge og give sit kreative input til.
Til pressemødet i Tivoli ser dronningen tilbage på de gode ting, der er sket i 2023.
Et særligt højdepunkt
- Det har heldigvis været et travlt år, og det er jo dejligt, siger hun.
En særlig fest har sat sig i dronningens hukommelse.
- Jeg havde den store glæde, at vi fejrede prins Christians fødselsdag her for et par uger siden. Der er ingen tvivl om, at det var et af højdepunkterne, siger hun.
- Dejlig oplevelse
Til prins Christians 18-års fødselsdag deltog 200 unge mennesker fra landets 98 kommuner samt Færøerne og Grønland. Derudover deltog cirka 110 andre gæster fra sportens, kunstens og kulturens verden.
Dronningen ser tilbage på aftenen med stor glæde.
- Det var en dejlig oplevelse. Det var mit indtryk, at folk havde en god aften, og at det forløb meget fint. Det var virkelig festligt, siger hun.
Overraskede alle
Dronning Margrethe overraskede de inviterede og prinsen med en koncert af Benjamin Hav & Familien.
- Jeg vidste, det ville falde i god jord, siger hun på pressemødet til stor latter blandt de fremmødte journalister.
En af de sværere ting i dronningens 2023 var, da prins Joachims fire børn fik frataget deres titler som prinser og prinsesse med virkning fra 1. januar. Det var dronningen, der tog beslutningen, som tilsyneladende skabte en konflikt internt i kongefamilien.
Slut med smøger
Siden sin rygoperation i februar har dronningen ikke røget. Den 83-årige dronning har ellers røget, siden hun var 17 år.
Det er dronningens anden rygoperation. Hun blev opereret for spinalstenose for 20 år siden. Dengang var hun 62 år.
Frisk igen
Kongehuset har ikke oplyst, præcist hvad dronningen blev opereret for i februar. Hun genoptog officielt sine funktioner som regent på sin fødselsdag 16. april.
Da dronningen på pressemødet for "Snedronningen" bliver spurgt til, om hun føler sig i topform til at genoptage det energiske arbejde med en stor forestilling, lyder svaret:
- Ja, det tror jeg da.
- Har arbejdsmomenter
Det er ottende gang, at dronning Margrethe deltager i arbejdet omkring en forestilling i Tivoli. Dronningen selv er dog forsigtig med at kalde det for et arbejde.
- Mit arbejde med "Snedronningen" er jo at følge den på lidt afstand og prøve at følge op på det. Så jeg kan umuligt kalde det en arbejdsdag, men det har arbejdsmomenter, siger hun.
"Snedronningen" har premiere i Koncertsalen i Tivoli den 30. november.