DR-værter samler ind til sultne børn

Josefine Høgh og Johannes Langkilde står i spidsen for Danmarks Indsamling 2024, som er dedikeret til verdens sultne børn

DR går hvert år sammen med 12 humanitære organisationer - herunder Unicef, Børns Vilkår og Røde Kors - og samler ind til nogle af verdens fattigste lande.

DR's egne værter Josefine Høgh og Johannes Langkilde står i spidsen for Danmarks Indsamling 2024, som er helliget verdens sultne børn.

Det oplyser public service-stationen og folkene bag Danmarks Indsamlingen i en pressemeddelelse.

Johannes Langkilde og Josefine Høgh befinder sig i øjeblikket i Uganda i Østafrika forud for Danmarks Indsamling 2024 for at besøge et projekt, pengene doneres til. (PR-foto).

Netop nu er Josefine Høgh og Johannes Langkilde i Uganda i Østafrika. Her besøger de et af de projekter, der er en del af indsamlingen. Projektet arbejder for at finde nye, innovative og bæredygtige måder at producere fødevarer på, oplyser DR.

Fra Holstebro

Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i 2007.

Danmarks Indsamling 2024 kan ses live fra Musikteatret Holstebro på DR1 og DRTV den 3. februar.

Powered by Labrador CMS