Fejrer fødselsdag i USA

Det forgangne år har endnu en gang været foranderligt for prins Joachims og prinsesse Maries yngste barn, komtesse Athena, der fylder 12 år den 24. januar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Joachims og prinsesse Maries datter, komtesse Athena, var ikke til stede, da hendes royale onkel, kong Frederik, blev regent forrige søndag.

Sammen med sin far, mor og storebror, grev Henrik, flyttede familien i sommer fra Paris til Washington i USA, og her befandt hun sig, da tronskiftet fandt sted.

Et begivenhedsrigt år

Det forgangne år har været begivenhedsrigt for komtessen, som fylder 12 år den 24. januar.

Komtesse Athena blev født prinsesse til Danmark. Men da hun sprang ind i 2023, blev prinsessetitlen sløjfet og erstattet af en adelstitel.

En beslutning, som dengang vakte opsigt udefra og frustration indefra, men som trods reaktionerne blev fastholdt for at give prins Joachims børn større frihed til at forme livet uden begrænsninger fra en formel tilknytning til kongehuset, begrundede dronning Margrethe det.

Blev drillet

Overgangen var ikke nem for komtesse Athena. Hun var blevet drillet med, at hun ikke længere skulle være eller skulle hedde prinsesse. 

Komtesse Athena til kronprins Christians 18-års fødselsdag tilbage i oktober 2023 sammen med sine forældre, prins Joachim og prinsesse Marie, og sin midterste storebror, grev Felix. (Arkivfoto).

Det harcelerede hendes forældre, prins Joachim og prinsesse Marie, over, da de mente, at de ikke havde haft tid nok til at forberede hende og hendes søskende på forandringen.

Men forandringen fandt sted, og det er nu godt et år siden, den trådte i kraft.

Fortsat en del af arvefølgen

Trods alle ændringerne - fratagelsen af titlen og det nylige tronskifte - er komtesse Athena fortsat en del af arvefølgen. Faktisk er hun rykket en plads frem, efter at dronning Margrethe abdicerede. Komtessen er nu nummer ni - foran dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte.

Komtesse Athena kom til verden i København og fik ved sin dåb i Møgeltønder Kirke navnene Athena Marguerite Francoise Marie.

Det sønderjyske Schackenborg Slot dannede kun ramme om komtessens første år, for i 2014 flyttede prinsefamilien nord for København.

Flere franske forbindelser

I 2017 begyndte hun i 0. klasse på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup og gik der i to år, inden familien som bekendt flyttede til Paris, hvor de boede i fire år, da hendes far, prins Joachim, først tog en militær lederuddannelse og siden fik job på den danske ambassade i Frankrig som forsvarsattaché.

Komtessen har flere franske forbindelser, da både hendes mor, prinsesse Marie, og hendes farfar, prins Henrik, er derfra.

Jul på Marselisborg

Sidste år fik prins Joachim nyt job som forsvarsindustriattaché i USA, og familien flyttede med.

Komtesse Athena holdt dog jul 24. december og ikke den 25. december, som man traditionen tro gør "over there". 

Familien var i Danmark over julen, som blev holdt på Marselisborg Slot i Aarhus sammen med dronning Margrethe og kongefamilien.

Måtte undvære storebror

Også komtesse Athenas storebror, grev Felix, som prins Joachim fik fra ægteskabet med grevinde Alexandra, var med.

De måtte dog undvære komtesse Athenas ældste storebror, grev Nikolai, der fejrede jul i Australien, hvor han har læst et semester som en del af sin uddannelse sammen med kæresten, Benedikte Thoustrup.

Powered by Labrador CMS