Frederik beder ham fortsætte
Biskop i Aarhus Henrik Wigh-Poulsen skal fortsat være præst for kongehuset, oplyser han til Ritzau
Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen fortsætter som kongelig konfessionarius under kong Frederik X.
Det oplyser biskoppen til Ritzau.
- Jeg er blevet bedt om det, og det har jeg med glæde sagt ja tak til. Det er en stor ære, siger han.
Står for det hele
Konfessionarius betyder skriftefader på latin, men bruges især om kongehusets præst.
Det betyder, at det er ham, der forestår konfirmationer, bryllupper og begravelser i kongefamilien.
En meget lille menighed
- Enhver præst har sin egen menighed. Jeg fungerer, som en hver anden præst ville fungere i en menighed. Jeg har bare en lille menighed, som består af den kongelige familie, siger Henrik Wigh-Poulsen.
Til hverdag er Henrik Wigh-Poulsen biskop i Aarhus Stift.
Stor glæde
- Så det er en ekstra funktion, som jeg er blevet bedt om at varetage. Den har jeg fået, og det gør jeg med stor glæde.
Biskoppen overtog embedet i 2018 efter sin forgænger, Erik Norman Svendsen.
I anledning af tronskiftet skal Henrik Wigh-Poulsen søndag forestå en festgudstjeneste, som kong Frederik har besluttet, skal foregå i Aarhus Domkirke. Den begynder klokken 14.