Ghita Nørby laver læseklub
I podcasten "Pia og Ghita læser Kierkegaard" dykker præst Pia Søltoft og skuespillerinden Ghita Nørby ned i Søren Kierkegaard-værket "Enten - eller".
"Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil ogsaa fortryde det", lyder et af Søren Kierkegaards berømte citater.
I en ny podcastserie med titlen "Pia og Ghita læser Kierkegaard" vil skuespillerinden Ghita Nørby sammen med sognepræst og ph.d. i teologi Pia Søltoft forsøge at forstå Søren Kierkegaards værk "Enten - eller", som rummer en række af filosoffens refleksioner.
Det oplyser det digitale forlag Saga Egmont i en pressemeddelelse og kalder podcasten for en læseklub.
Ghita læser højt
"Enten - eller" afspejler Søren Kierkegaards tanker om erotik, forførelse, følelsesmæssig splittelse og om ægteskabet. I bogen finder man også passager, hvori der indgår andre kendte citater som: "Lykkens dør, den går ikke indad".
Ghita Nørby læser højt, og hernæst guider Pia Søltoft den kendte skuespillerinde - og lytterne - gennem emner som lyst, pligt, forelskelse, ægteskab, ensomhed og sorg.
Kan allerede høres nu
Sammen forsøger de at forstå, hvad Søren Kierkegaard mente - og hvad vi kan bruge hans refleksioner fra 1843 til i dag.
- Det er samtaler, der tager dig rundt i tilværelsens mange sorger og glæder, ungdommens kvaler, æstetiske nydelser - og også datingappen Tinders fordele og ulemper i moderne kærlighed, skriver Saga Egmont om podcasten.
De første afsnit kan allerede nu høres og kan findes på eReolen, Podimo, Mofibo, Nextory og Bookmate, oplyser Saga Egmont.