Grev Felix skifter studie: Håber på flere karrieremuligheder
Prins Joachims søn grev Felix skifter linje på Copenhagen Business School. Det bekræfter grevindens presserådgiver over for Se og Hør og Billed-Bladet
Prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, grev Felix, ændrer retning.
Den 21-årige forhenværende prins skifter studie fra International Shipping og Trade på Copenhagen Business School til Business Administration and Service Management på samme universitet.
Det bekræfter grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, over for ugebladet Se og Hør.
Over for Billed-Bladet uddyber presserådgiveren grev Felix' beslutning.
- Han håber, at den nye linje vil øge hans karrieremuligheder, lyder det i et skriftligt svar til ugebladet.
Fik frataget prinsetitlerne
Kongehuset meddelte sidste efterår, at grev Felix' farmor, dronning Margrethe, ville tage prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims fire børn, som også tæller grev Felix' storebror, grev Nikolai, og hans yngre søskende, grev Henrik og komtesse Athena, som prins Joachim har med prinsesse Marie.
Det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer, lød begrundelsen fra dronningen.
Student for to år siden
Grev Felix fik studenterhuen på for to år siden på Gammel Hellerup Gymnasium.
Herefter havde han egentlig planer om en militærkarriere, som det har været kutymen i kongehuset.
Men efter knap to måneder i trøjen stoppede grev Felix på Hærens Løjtnantsuddannelse, som han ellers indledte i august 2021 på Gardehusarkasernen i Slagelse.
- Prins Felix stopper i militæret, fordi det simpelthen ikke ligger til ham. Derfor har han besluttet sig for at stoppe nu. Nu skal prinsen have fred og ro til at finde ud af, hvad han så skal lave, sagde grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, dengang til Billed-Bladet.
Trainee hos Mærsk
Efterfølgende begyndte grev Felix som trainee hos rederigiganten Mærsk inden studiestarten på Copenhagen Business School sidste sommer.
Her studerer hans storebror, grev Nikolai, også. Han læser dette semester down under i Australien sammen med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.