Guitar fra sidste turné indbringer en formue

Frontfiguren for Nirvana spillede på Fender Mustang-guitaren, som er blevet solgt for 10,9 millioner kroner

Offentliggjort Sidst opdateret

Den musikalske arv efter grungeikonet Kurt Cobain, den for længst afdøde frontfigur for Nirvana, er på sin vis givet videre efter en auktion denne uge hos det amerikanske auktionshus Julien's Auctions.

Her er én af Kurt Cobains guitarer blevet solgt for mere end 1,5 millioner dollar - svarende til 10,9 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fender Mustang

Kurt Cobain spillede på guitaren - en himmelblå Fender Mustang - på Nirvanas sidste turné inden Cobains død i 1994.

Cobains spillede sin sidste koncert sammen med Nirvana 1. marts 1994 i den sydtyske storby München.

Nirvana-forsangeren døde ved selvmord den efterfølgende måned.

Kurt Cobain begik selvmord i april 1994. Han blev 27 år. (Arkivfoto).

Er intakt

Han var på det tidspunkt på toppen af sin musikkarriere. Kurt Cobain blev 27 år og skrev sig dermed ind i "Club 27", som tæller en række store musikstjerner, der er gået bort i en alder af 27 år.

Guitaren, der er blevet solgt af Julien's Auctions for lige præcis 1.587.500 dollar, er intakt i modsætning til mange af Cobains andre guitarer, som blev ødelagt under Nirvanas koncerter.

Ødelagt guitar gav fire mio.

Så sent som i maj solgte Julien's Auctions netop én af Kurt Cobains ødelagte guitarer for 600.000 dollar. Det svarer til 4,1 millioner kroner.

FRANCES BEAN COBAIN

Frances Bean Cobain er datter af Courtney Love og Kurt Cobain. Frances har haft en dramatisk opvækst, først med faderens selvmord i 1994, og derefter med moderens voldsomme stofmisbrug. Courtney Love har været i retten flere gange, fordi myndighederne har tvivlet på hendes evner som mor.

Kilde: Wikipedia.dk

Kurt Cobains guitar er ikke det eneste opsigtsvækkende instrumentsalg, som Julien's Auctions har foranlediget den seneste tid.

Torsdag solgte auktionshuset således en guitar, der har tilhørt Eric Clapton, til 1,27 millioner dollar, svarende til cirka 8,71 millioner kroner.

Brugt i rockbandet Cream

Den britiske musikers farverige Gibson SG-guitar sættes i forbindelse med Claptons tid i rockbandet Cream i 1960'erne.

I modsætning til Kurt Cobain lever Eric Clapton stadig. Han er 78 år og har stadig en aktiv musikkarriere.

En del af overskuddet fra salget af Kurt Cobains såvel som Eric Claptons guitar går til velgørenhedsorganisationen Kicking the Stigma, der arbejder for at fremme psykisk sundhed.

Powered by Labrador CMS