Hun gør det igen
Den danske filmproducer Sigrid Dyekjær har modtaget en Emmy Award for dokumentarfilmen "The Territory"
Der var en dansker på listen, da årets International Emmy Awards blev uddelt natten til mandag i Los Angeles.
Filmproducer Sigrid Dyekjær modtog den prestigefyldte tv-pris for sit arbejde med dokumentarfilmen "The Territory".
Det oplyser kommunikationsbureauet Neumann i en pressemeddelelse.
Dybt taknemmelig
- Jeg er dybt taknemmelig for det fantastiske team, der har arbejdet så hårdt med at omsætte denne vigtige historie til film, udtaler Sigrid Dyekjær i meddelelsen og fortsætter:
- Betydningen af denne film kan slet ikke overvurderes, og derfor er det med stor glæde, at mine kolleger og jeg nu har modtaget denne pris.
Kæmper mod brande
"The Territory" fortæller historien om det indfødte uru-eu-wau-wau-folk, der kæmper mod skovrydninger og brande i et område af regnskoven i Amazonas.
Dokumentarfilmen fra 2022 vandt i kategorien med den engelske titel "Exceptional Merit in Documentary Filmmaking".
Sigrid Dyekjær delte prisen med blandt andre kollegerne Darren Aronofsky, Lizzie Gillett og Gabriel Uchida.
Anden gang det sker
International Emmy Awards uddeles til internationale tv-produktioner uden for det amerikanske marked.
Det er anden gang, at Sigrid Dyekjær vinder en Emmy-pris.
I 2020 vandt hun i samme kategori for dokumentarfilmen "The Cave", som er en beretning fra den østlige del af Ghouta, der er en forstad til den syriske hovedstad Damaskus.