Hun slår rekorden

Efter at have holdt det hemmeligt i to år, har Taylor Swift nu offentliggjort detaljer om nyt album.

Offentliggjort Sidst opdateret

Taylor Swifts nye album og Grammy-sejre

Taylor Swift annoncerer nyt album 'The Tortured Poets Department', udgivelsesdato 19. april.

Swift vandt Bedste Popalbum for 'Midnights' og Årets Album ved Grammy-priserne, hvilket er hendes fjerde sejr i denne kategori.

Swift er den første person til at vinde Årets Album ved Grammy-priserne fire gange.

Swift har modtaget i alt 14 Grammy-priser og var nomineret i seks kategorier ved den seneste prisuddeling.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske stjerne Taylor Swift har til nattens uddeling af Grammy-priser meddelt, at hun har et nyt album på trapperne.

Albummet bliver udgivet 19. april og har titlen "The Tortured Poets Department."

Swift vandt til prisuddelingen først en Grammy for Bedste Popalbum for "Midnights".

Det var i denne sammenhæng, at hun fra scenen gav besked om det kommende album.

- Jeg vil sige tak til mine fans ved at fortælle jer en hemmelighed, som jeg har holdt for jer de seneste to år, lød det fra Swift, inden hun løftede sløret for albummets titel og udgivelsestidspunkt.

Showets vigtigste

Senere på natten kunne Swift også gå på scenen for at hente prisen for Årets Album.

Den betragtes som en af showets vigtigste, og det er Taylor Swifts fjerde af slagsen.

Hun er den første person nogensinde, der har vundet prisen fire gange.

Også på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, deler sangerinden nyheden om sin nye musik. Her deler hun også billeder relateret til albummet.

De to Grammy-priser, som Swift i nat har modtaget, er hendes henholdsvis 13. og 14.

Sangerinde og sangskriver Taylor Swift på scenen natten til mandag, hvor hun modtager en Grammy for albummet "Midnights". Hun kvitterede med at offentliggøre planer om sit nye album, der udkommer til april.

Nomineret i seks kategorier

Hun var nomineret i seks kategorier.

- Okay, det her er min 13. Grammy, hvilket er mit lykketal. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har fortalt jer det, sagde hun ifølge mediet Variety på scenen under modtagelsen af den første.

- Jeg vil gerne sige tak til akademiet (som udvælger de nominerede, red.) for at stemme på mig, men jeg ved, at måden, de stemmer på, er en direkte afspejling af fansenes passion.

34-årige Swifts berømmelse nåede nye højder i 2023, hvor hun slog en række rekorder i musikindustrien - blandt andet med sin ekstremt populære turné The Eras Tour.

Hun blev også udnævnt som Årets Person af det amerikanske Time Magazine.

I juli blev hun den kvinde, der har haft flest album på toppen af Billboard-hitlisten.

Mest indbringende

Hendes koncertfilm "Taylor Swift; The Eras Tour" slog rekorden for den mest indbringende åbningsweekend for en koncertfilm nogensinde, skrev The New York Times.

Hun har de seneste år arbejdet på at genindspille sine første seks albummer.

Genindspilningerne bunder i popstjernens konflikt med musikagenten Scooter Braun. Han købte Taylor Swifts tidligere pladeselskab, Big Machine, og fik dermed også rettighederne til stjernens bagkatalog.

Powered by Labrador CMS