- Hun tør vise ridser i lakken

Der var P3 Guld-priser til rapperen Artigeardit, musikeren Guldimund og sangeren Pil

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens regn og rusk piskede ned og farvede himlen sort, var DR's Koncertsal i København svøbt i guld.

Public service-stationen hædrede fredag aften dansk musik med uddelingen af P3 Guld, som Andrew Moyo stod i spidsen for.

Under showet blev der traditionen tro uddelt tre priser: P3 Prisen, P3 Lytterhittet og P3 Talentet, hvor der følger en gevinst på 100.000 kroner med.

Stor pose penge

Stjerneskuddet Pil, som står bag nummeret "Dronning af månen", vandt sidstnævnte pris og den dertilhørende pose penge.

I motivationstalen blev hun beskrevet som "et billede på noget af det, en ny guldalder i dansksproget popmusik kan og gør netop nu".

- Pil tør godt vise, at det er helt almindeligt og meget menneskeligt, at der også er ridser i livet, når hun synger om utroskab, misundelse, utilstrækkelighed og at føle sig tom indeni til den der fest, hvor alle andre tilsyneladende har det alt for fedt, lød det blandt andet.

Artigeardit har fået tildelt P3 Prisen. En hæder, der tidligere er tildelt artister som Jada, The Minds of 99 og senest Tobias Rahim. Rapperen takkede blandt andre sin kone, sin familie og sin manager, da han modtog hæderen. (Arkivfoto).

Pil vandt prisen foran sangeren D1MA, bandet Kind Mod Kind og popkvartetten Blæst.

Nomineret for lytterhit

D1MA var også nomineret i kategorien P3 Lytterhittet med "I Know". Men den pris snuppede Guldimund for "Det' kun vigtigt hvad det er".

Også Saint Claras "Oh My God", "Terrier" af Ida Laurberg og nummeret "Føles godt", som musikeren Uro har Mekdes med på vokal, var med i opløbet.

Rapstjernen Artigeardit åbnede årets P3 Guld sammen med kollegaen Lamin, og han endte på scenen igen op mod showets slutning for at modtage P3 Prisen.

Der var ikke annonceret nogen nominerede i den kategori. Men P3 Prisen gives til en artist, "som har udvist gennemslagskraft, som har sat sit aftryk, og som har turdet gøre noget nyt i dansk musik".

Utæmmelig

- Som en af sin generations mest markante og utæmmelige stemmer er Artigeardit det ene øjeblik det klubbede soundtrack til festen, det næste jazz-rapper han, lyder det blandt andet i motivationstalen.

- Der er engle og dæmoner på skuldrene og refleksion over, hvor livet i overhalingsbanen har bragt ham hen. Der er fysiske og psykiske tømmermænd på rockformel og ord om rodløsheden som dansker med albansk-makedonsk baggrund.

Ifølge Ardigeardit blev han "taget med bukserne nede", da hans navn blev råbt op.

Dybt beæret

- Jeg er dybt, dybt, dybt beæret over, at jeg har vundet denne her pris, lød det fra Artigeardit.

- Jeg har ikke altid været så populær, som jeg er i dag. Det var en lang tur for at komme hertil. Om ikke andet så er det her et eksempel på, at man bare skal tro på sig selv, lige meget hvad folk siger.

Vinderen af P3 Talentet og P3 Prisen er blevet valgt af en jury, mens at P3 Lytterhittet er blevet via en afstemning blandt lytterne.

Powered by Labrador CMS