-Jeg beder også om opmærksomhed

Simon Kvamm har kaldt "X Factor" et cirkus og gør det stadig. - Jeg siger det med alt mulig respekt og kærlighed, siger dommeren, der tager endnu en tørn

Simon Kvamm havde i årevis siddet foran flimmeren fredag efter fredag med sin hustru og parrets to piger og set "X Factor". Eller snarere iagttaget.

Ifølge den 48-årige musiker, som selv har været en del af den danske musikscene siden 90'erne, er "X Factor" nærmest blevet en institution. Og den samtale - og til tider diskussioner og debatter - som programmerne har affødt, ville han gerne deltage i selv.

Opmærksomhed mod ham

Men da han debuterede som dommer i årets udgave af programmet, oplevede Simon Kvamm, at opmærksomheden til tider blev rettet mod ham og ikke mod musikken.

Slet og ret fordi han havde lakeret sine negle.

- Jeg prøver bestemt ikke at skubbe det ud af ligningen, at det er et underholdningsprogram, og at det er et gameshow. Udskilningen i det er jo motoren, og det prøver jeg bestemt ikke at se bort fra. Heller ikke at jeg selv er en underholdningsfigur inde i et underholdningsprogram, som så også har taget neglelak på, siger Simon Kvamm og fortsætter:

- Der beder jeg jo så også om opmærksomhed, så det er jeg jo selv udenom, og det svarer jeg gladelig på. Men det, jeg prøvede at sige, var, at det ikke kun er det.

Forskellige temaer

Hvert program i "X Factor" har et tema, som der skal vælges sange ud fra. Men det druknede nogle gange i neglelak.

- "X Factor" ér også et musikprogram, som rent faktisk tager emner op igennem de temaer, der er fredag efter fredag, eksempelvis fællesskab versus ensomhed. Dansktoppen har også været et tema, siger Simon Kvamm og fortsætter:

- Der er jo masser af ting at tale om der, som er musikalsk interessante, også i en samfundsmæssig kontekst, som jeg synes, man missede at snakke om.

Et cirkus

- Og det er ret oplagt: Der sidder en million mennesker og ser det og har – skulle jeg hilse og sige – mange ting at sige om det og holdninger og følelser i spil. Det kan jeg jo mærke.

Simon Kvamm har kaldt "X Factor" et cirkus, og det gør han stadigvæk.

- Jeg siger det med alt mulig respekt og kærlighed, understreger han.

Egne regler

- Det er ligesom en sluttet verden med sine egne regler og sin egen logik, som selvfølgelig bygger på virkeligheden, men som også på en eller anden måde ligger lidt udenfor. Det er det smukke ved det, siger han.

Nu tager han en tur mere i manegen. Under savsmuldet, popcornene og pressen er der en dybde.

Simon Kvamm har været en del af den danske musikscene siden slutningen af 90'erne. (Arkivfoto).

Mission lykkedes

Kan man skabe et fællesskab fra scenen gennem skærmen, er den musikalske mission lykkedes.

Simon Kvamm vandt "X Factor" i sin dommerdebut med duoen Rosél. Men det handler ikke om at skabe en sejrsstime, når han vender tilbage i sin anden sæson med "X Factors" grand old man Thomas Blachman og musikeren Oh Land, som gør comeback som dommer.

Det handler om at ramme en tone midt i hurlumhejen.

Spændt buen

- Det er helt klart det vigtigste for mig, at mit hold og jeg får spændt buen hårdt kunstnerisk. At vi får lavet nogle eksperimenter - igen - på livescenen med nogle deltagere, som gør noget vildt, uden at det bare kører ud i crazyness. Det er jo den balance, der er i det, siger Simon Kvamm.

- Man kan sagtens lave noget vildt, hvor folk tænker: "Hvad fanden var det?!". Det, det handler om, er at få folk med på den rejse. Det er mit vigtigste fokus. Og gøre det vildere end sidst. Hvis jeg så på den tur skulle at rive en guldmedalje med mig, så tager jeg da gerne imod den. Det er da ikke det.

Den 17. sæson af "X Factor" får premiere på TV 2 og TV 2 Play i januar 2024.

SIMON KVAMM

Simon Kvamm er en dansk kunstner. Han er musiker og forsanger i bandet Hugorm, som blev til i Klitmøller i 2017 i samarbejde med Arní Bergmann og Morten Gorm. Bandets første EP kom i 2020 med navnet Folk skal bare holde deres kæft, og senere samme år udkom albummet Kom vi flygter.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS