Kæresten er skredet
Det er slut mellem nyhedsvært Kåre Quist og børnepasser, personlig træner og tidligere realitydeltager Christina Odorico, bekræfter sidstnævnte over for B.T.
Forholdet er forbi mellem DR's kendte nyhedsvært Kåre Quist og dagplejer og personlig træner Christina Odorico, der tidligere har medvirket i realityprogrammet "For lækker til love" på TV3.
Christina Odorico bekræfter kortfattet bruddet over for B.T.
- Vi er ikke sammen mere. Jeg ville ikke mere, og mere har jeg ikke at sige til det, siger hun til mediet.
Ikke klar
Over for Ekstra Bladet sætter Christina Odorico dog en smule flere ord på bruddet.
- Jeg havde ikke lyst mere. Jeg var ikke klar til at blive gift og flytte i hus, og det skulle bare ikke være mig og ham, siger hun til avisen.
Kåre Quist og Christina Odorico kom på forsiden af Se og Hør i august, da de blev foreviget af en paparazzofotograf foran et badehotel.
Skilt sidste år
Kåre Quist langede ud efter ugebladets metode, men fik ifølge ham at vide, at de ville køre historien med eller uden en kommentar fra ham, har han udtalt til fagbladet Journalisten.
Han blev af Se og Hør citeret for at sige:
- Jeg gør egentlig alt for at holde mit privatliv privat og ikke trætte læserne med, hvem jeg spiser middag med. Men det ligner unægteligt mig på de billeder. Og Christina er det bedste selskab, man kan tænke sig. Ud over det vil jeg rigtig gerne holde mit privatliv for mig selv, sagde han til ugebladet.
Kåre Quist oplyste sidste år, at han skulle skilles fra journalisten Tine Røgind efter 12 års ægteskab.