Mange kendte blev skilt i 2023

En række kendisser har brudt med hinanden i løbet af det forgangne år. Det er blandt andre instruktør Bille August og skuespiller Sara-Marie Maltha

Det forgangne år er kærligheden bristet blandt flere kendte danske par.

Efter 21 års forhold, hvoraf 11 år dem har været som mand og kone, gik den oscarvindende filminstruktør Bille August og skuespilleren Sara-Marie Maltha fra hinanden.

I et interview med Berlingske i anledning af sin Netflix-film "Ehrengard: Forførelsens kunst" satte han ord på bruddet med Sara-Marie Maltha, som i øvrigt har en rolle i filmen.

I sommer kunne instruktør Bille August fortælle, at han og skuespiller Sara-Marie Maltha ikke længere boede sammen - og at han var single. (Arkivfoto).

Sammen har de tre børn. Bille August har også fem børn fra tidligere forhold.

Har forsøgt

- Jeg har virkelig forsøgt at få det til at fungere og troet på det hver gang. Endelig skulle det fungere. Men samtidig har min kreative og kunstneriske drivkraft været så stærk, at den har hevet og flået i mig. Jeg har ikke kunnet løse det familiemæssige i forhold til mit arbejde, og så har jeg bevæget mig videre. De enkelte projekter har altid fyldt det hele, sagde han til avisen.

Han uddybede, at han ikke er afvisende over for en ny kærlighed.

Stort bryllup

Skuespiller og danser Sus Wilkins og musiker Freja Kirk nåede at være sammen i et årti, mens de delte hverdagen som ægtefolk i to år efter et stort bryllup i Italien i 2021.

Parret fandt sammen i sommeren 2013 og mødte hinanden under optagelserne til TV 2-talentprogrammet "Voice", hvori Freja Kirk var blandt sangerne på scenen, og Sus Wilkins var hyret ind som danser.

Men efter ti år sammen indså parret, at de var bedre sammen fremadrettet som venner, lød det i to enslydende opslag delt på Instagram ifølge Ekstra Bladet.

Par med Bendtner

Måneden efter fulgtes de ad - hånd i hånd - til Elle Style Awards, hvor Se og Hør fangede det forhenværende ægtepar til en kommentar.

- Jeg føler så meget power, når vi stiller op sammen. Vi er bare blevet pissegode venner. Vi har delt ti fantastiske år sammen, og nu skal det ikke være som kærester, men som venner. Jeg føler en enorm styrke og tryghed, fordi vi jo kender hinanden så godt, sagde Sus Wilkins til ugebladet.

I dag danner hun par med den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner.

Forældre for livet

Efter ti år blev det også et brud mellem tidligere balletdanser og tv-vært Cecilie Lassen og musikeren Silas Bjerregaard, der er tidligere forsanger i bandet Turboweekend.

- Makkere for evigt. Kærlighed for altid. Forældre for livet. Men kærester er vi ikke længere og har ikke været i et godt stykke tid, skrev Cecilie Lassen ifølge Ekstra Bladet i en såkaldt story, det vil sige et tidsbegrænset klip, på Instagram.

Det var kærlighed ved første blik, da parret blev kærester i 2013, har Cecilie Lassen tidligere fortalt til livsstilsuniverset chrichri.dk.

Silas Bjerregaard havde længe haft et godt øje til den tidligere balletdanserinde, og gennem en fælles ven fik han gaflet hendes nummer.

Parret blev gift på Bornholm i 2016, men efter godt syv år som ægtefolk var forholdet forbi mellem den 41-årige musiker og 42-årige danser.

Parret skiltes som venner, sagde Cecilie Lassen adspurgt af Se og Hør, som fangede hende på den røde løber til Elle Style Awards i september.

- Der er ikke så meget andet at sige, end at jeg elsker ham for altid, sagde hun til ugebladet.

Kortfattet

Efter omkring otte års forhold bekræftede den prisvindende skuespiller Josephine Park kortfattet over for Se og Hør for ganske nylig, at hende og dramatiker Kirstine Høgsbro skulle skilles.

Den 36-årige skuespiller, der senest kunne ses i TV 2-serien "Oxen", og den 44-årige dramatiker mødte hinanden til en fest i 2015. Det var nærmest kærlighed ved første blik. Men nu er kærligheden bristet.

Under "Vild med dans" i 2009 blev den professionelle danser Katrine Bonde og musikeren Noam Halby vilde med hinanden.

Parret dansede sig til en syvendeplads, men vandt hinanden.

Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. I 2012 fik de sønnen Milas, og i 2017 kom datteren Saga til verden.

Friede på skærmen

Noam Halby friede til en måbende Katrine Bonde for åben skærm i "Go' Morgen Danmark" i 2013. Tre år efter blev de gift og var sammen i syv år som ægtepar, inden kærligheden bristede mellem den 51-årige musiker og den 39-årige danser.

Det oplyste Katrine Bonde i et opslag på Instagram.

- Intet drama - intet uvenskab - vi vil koncentrere os om at være gode forældre sammen til vores to dejlige børn, skrev hun på det sociale medie.

Begge har fundet kærligheden igen.

Ifølge Her & Nu har Noam Halby fået en ny kæreste, Simone, mens Katrine Bonde i et opslag på Instagram for nylig kunne afsløre, at hun er meget forelsket.

Powered by Labrador CMS