- Mor gjorde mig til en usikker lille dreng

Skuespiller Lars Mikkelsen taler med tv-vært Hans Pilgaard i et nyt TV 2-program om sin opvækst i et alkoholikerhjem, og hvad det har gjort ved ham

Skuespiller Lars Mikkelsen undgår normalt at dele ud af sit privatliv og udtaler sig helst ikke i interview.

Men den 59-årige skuespiller vil gerne svare på det spørgsmål, som tv-vært Hans Pilgaard giver ham på et stykke papir i et nyt portrætprogram på TV 2 med titlen "Det store spørgsmål".

Lars Mikkelsen folder papiret ud og læser, at der står: "Hvordan er du endt som den, du er i dag?".

- Det er et skidegodt spørgsmål. Det er et vanvittigt godt spørgsmål, siger han.

Skal afstemme med Mads

Men Lars Mikkelsen skal først afstemme det med sin lillebror, den verdenskendte skuespiller Mads Mikkelsen, før han vil sige mere om deres fælles opvækst.

Det viser sig, at Lars Mikkelsen ikke kan udtale sig om alle detaljer. Men han har noget, som han gerne vil dele.

- Jeg kan fortælle, at det var en alkoholikerbarndom. Vi var alkoholikerbørn, og jeg kan ikke fortælle mere om det. For den del af historien er ikke min alene at fortælle, siger han og fortsætter:

Lars Mikkelsen har siden 1989 været gift med skuespiller Anette Støvelbæk. (Arkivfoto).

- Men jeg kan fortælle dig, hvad det gjorde ved mig. Og hvordan jeg er kommet frem til der, hvor jeg er i dag.

Mor alkoholiker

Lars Mikkelsen fortæller, at det især var hans mor, som var alkoholiker, og at hun også var psykisk syg.

- Det gjorde mig til en meget usikker lille dreng, som kunne være vanvittigt grænsesøgende, siger han.

Han tilføjer dog, at hans barndom ikke har været ulykkelig.

Men usikkerheden har fyldt meget, erkender han, og den er stadig noget, som han kæmper med i sit liv.

Manglende selvværd

- En grundlæggende usikkerhed på eget værd, siger han.

Med et smil på læben siger Lars Mikkelsen, at han har brugt en formue på at gå til psykolog og psykoterapeut for at få svar på nogle spørgsmål.

Hvorfor gør han, som han gør, og hvorfor er han, som han er, spørger han retorisk sig selv.

Tankemylder

- Det, der skete for mig, har sat sig så dybt i mig, så det er ikke noget, som jeg bare kommer af med. Det er en tilstand, som jeg må lære at leve med, og tankemylderet er stadig en stor del af min tilværelse, siger han.

HANS PILGAARD

Hans Pilgaard Nielsen (født 2. august 1963 i Blovstrød) er dansk journalist og tv-vært og har siden 1995 arbejdet på Nordisk Film. Han er dog oftest udlejet til TV 2.

Hans Pilgaard er student fra Frederiksborg Gymnasium og HF i 1982. Efter sin uddannelse som journalist, blev han vært på TV 2 Nord og TV 2 Danmark. Hans Pilgaard har stået i lære på Berlingske Tidende.

I 1997 tiltrådte Hans Pilgaard som morgenvært på TV3's morgenprogram Go' morgen men blev ved programmets nedlukning sluset videre til andre værtsjobs. Bedst kendt er Hans Pilgaard nok for sit mangeårige værtsskab på TV 2-programmet Go'aften Danmark. I 2007 trådte Hans Pilgaard for en stund ud af denne rolle og supplerede den med værtsskabet på TV 2-quizzen Hvem vil være millionær? og Gi' mig 5.

Den 11. august 2020 udkom første afsnit af serien Tilbage til 9. A på TV 2, hvor Hans Pilgaard opsøger sine gamle klassekammerater på Blovstrød Skole. Han startede projektet i oktober 2017 sammen med fotograf Rune Nygaard og det var færdigt to år senere.

Kilde: Wikipedia

Du kan se det første afsnit af programmet "Det store spørgsmål" med Lars Mikkelsen på TV 2 Play.

I andet afsnit taler Hans Pilgaard med komiker og tv-vært Casper Christensen. Det bliver sendt på TV 2 på onsdag og kan allerede nu ses på TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS