Nu er der nyt om Kate
Den britiske prinsesse Kate er hjemme fra hospitalet efter at have gennemgået en operation i maven.
Storbritanniens prinsesse Kate er blevet udskrevet og har forladt hospitalet efter at have gennemgået en maveoperation.
Det oplyser hendes kontor i Kensington Palace mandag ifølge Reuters og tilføjer, at hun har gjort "gode fremskridt" derhjemme.
Fortsat en hemmelighed
Den 42-årige prinsesse, hvis mand er prins William, der er arving til den britiske trone, blev behandlet på et privat hospital i London for næsten to uger siden.
Ifølge Reuters fremgår det ikke præcist, hvad den britiske prinsesse er blevet opereret for.
Vendt hjem til Windsor
Prinsesse Kate er vendt hjem til Windsor vest for London. Her skal hun fortsætte sin bedring, lyder det.
Tidligere lød det, at hun ville have brug for flere måneder til at komme sig.
Kate og William sender en "stor tak" til hospitalspersonalet og siger, at familien "fortsætter med at være taknemmelig for de lykønskninger, den har modtaget fra hele verden", skriver nyhedsbureauet AFP.