Afslører: Var tæt på at dø

Den amerikanske stjerne tog som 16-årig så mange stoffer, at det nær var blevet fatalt

Offentliggjort Sidst opdateret

Før det gik rigtigt godt, kunne det være gået grueligt galt for verdensstjernen Pink, der blandt andet er kendt for sange som "So What" og "Cover Me In Sunshine".

I et nyt interview med det amerikanske tv-program "60 Minutes", som sendes på CBS News, fortæller den 44-årige hitmager, at hun en aften som 16-årig tog så mange stoffer, at hun næsten døde af det.

Et wakeupcall

- Jeg var på ecstasy, englestøv (det hallucinogene rusmiddel phencyclidin, red.), methamfetamin, alt muligt. Og så var jeg væk. Færdig. Det var for meget, siger hun til "60 Minutes".

Pink, som bærer det borgerlige navn Alecia Beth Moore Hart, beskriver oplevelsen som et "wakeupcall", og siden har hun holdt sig fra hårde stoffer.

En svær barndom

Den næsten fatale overdosis var ifølge popstjernens interview med "60 Minutes" kulminationen på en svær barndom.

- Jeg voksede op i et hjem, hvor mine forældre hver dag råbte ad hinanden, kastede med ting, hadede hinanden. Og så begyndte jeg at tage stoffer. Jeg solgte stoffer. Og så blev jeg smidt ud hjemmefra. Jeg droppede ud af high school, fortæller Pink.

Alecia Beth Moore Hart har siden 2000 udgivet musik under kunstnernavnet Pink. (Arkivfoto).

Pladekontrakt kort efter

Kort efter at Pink som 16-årig ramte muren, fik hun ifølge "60 Minutes" tilbudt sin allerførste pladekontrakt med bandet Choice.

Siden slog hun for alvor igennem som soloartist med hits, der er gået verden rundt.

Tidligere i år udgav Pink sit niende album, "Trustfall".

Powered by Labrador CMS