- Som at komme hjem

Mads Vad og Mie Moltke er tilbage i sæson 20 af 'Vild med dans'

Offentliggjort Sidst opdateret

Når første afsnit i sæson 20 af 'Vild med dans' ruller over skærmen den 22. september, er det til et gensyn med to velkendte ansigter, der har pudset danseskoene og er klar til endnu en svingom med det populære tv-program.

Det er de to erfarne dansere Mads Vad og Mie Moltke, der efter en pause igen er at finde på dansegulvet.

Med for 16. gang 

De skal sammen med deres partnere forsøge at danse sig ind i seernes hjerter og hele vejen til finalen.

For den dobbelte vinder Mads Vad er der ingen tvivl - han glæder sig.

- Det føles som at komme hjem, og det er virkelig fantastisk at være tilbage igen. Jeg ved jo, hvor fantastisk "Vild med dans" er, siger danseren, der er med for 16. gang.

Mens Mads Vad har holdt pause fra "Vild med dans", er han blevet far til en søn. Det krævede hans fulde opmærksomhed, og derfor måtte programmet en tur på pause, fortæller han.

- Jeg vil gerne komme tilbage og gøre noget, jeg ikke har gjort før – prøve at være lidt mere ambitiøs og presse citronen lidt mere, end jeg har gjort før. Bare gøre noget, der er endnu vildere, fortsætter Mads Vad.

Har glædet sig

Mads Vad har glædet sig til at blive genforenet med kollegerne, og så har han glædet sig til at møde sin dansepartner, der denne gang er skuespilleren Katinka Lærke Petersen fra DR-serien "Når støvet har lagt sig".

- Det er bare virkelig dejligt at skulle i gang igen nu, specielt sammen med Katinka, siger Mads Vad.

Fuldstændig fantastisk

En af de dansekolleger Mads Vad får fornøjelsen af at dele gulvet med i sæson 20 af "Vild med dans", er veteranen Mie Moltke, der ligeledes gør comeback.

- Det er fuldstændig fantastisk at være tilbage efter at have været væk. Jeg har altid sat pris på at være med, men på en eller anden måde sætter jeg pris på hver en lille detalje nu, siger Mie Moltke.

Mie Moltke har været væk fra 'Vild med dans' i to sæsoner. Hun havde simpelthen brug for en pause.

Havde brug for pause

Efter 15 sæsoner besluttede Mie Moltke sig for at stoppe, fordi hun ville udforske andre muligheder. De seneste to sæsoner af programmet var derfor uden hende.

- Jeg havde brug for at tage en pause, fordi jeg havde en masse andre ting, jeg havde lyst til at kaste mig over og bruge energi på. Det var et valg, og det var ikke nemt, forklarer Mie Moltke.

Denne sæson skal Mie Moltke oplære designeren Søren Le Schmidt, som hun danner par med på dansegulvet.

Forældreorlov

Også danseren Mads Vad, der har været med i 'Vild med dans', siden han var 21 år, tog orlov fra programmet. Det gjorde han, da han og hustruen Nana Strand skulle være forældre.

Sæson 20 af "Vild med dans" har premiere på TV 2 fredag den 22. september.

Powered by Labrador CMS