Stryger til tops efter Matthew Perrys død

Tv-serien "Venner" har fået fornyet popularitet, efter at Matthew Perry, en af hovedrolleindehaverne, er død

Offentliggjort Sidst opdateret

"Venner" var i den forgangne uge den mest populære tv-serie på tværs af alle streamingtjenester i USA.

Det viser ny data fra hjemmesiden JustWatch ifølge mediet Variety.

Den fornyede popularitet hænger øjensynligt sammen med nyheden om, at én af tv-seriens hovedrolleindehavere, Matthew Perry, blev fundet død 28. oktober.

Begravet fredag

Perry, der i "Venner" spillede den altid sarkastiske Chandler Bing, døde i en alder af 54 år.

Han blev fredag stedt til hvile på en kirkegård i Los Angeles.

Både i Danmark og resten af verden har fans udtrykt deres sorg.

Både i Danmark og resten af verden har fans udtrykt deres sorg over Matthew Perrys død. (Arkivfoto).

Fælles udtalelse

De fem andre hovedrolleindehavere - Jennifer Aniston, Courteney Cox, Lisa Kudrow, Matt LeBlanc og David Schwimmer - udsendte efterfølgende en fælles udtalelse, hvor de hyldede deres mangeårige kollega.

- Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Kun 20 deltog

Alle fem "Venner"-skuespillere var ifølge underholdningsmediet TMZ til stede ved ceremonien. 

I alt var der omkring 20 mennesker klædt i sort forsamlet omkring begravelsesstedet, beretter mediet.

Perry var alene, da han blev fundet død i boblebadet i sit hjem i Los Angeles.

Endnu ingen officiel dødsårsag

Til at starte med lød det, at Perry var død i en drukneulykke, men den officielle dødsårsag vil ikke blive kendt, før en toksikologisk rapport foreligger. Det ventes at tage flere uger.

MATTHEW PERRY

Matthew Langford Perry var en canadisk-amerikansk komiker og Emmy- og Golden Globe-nomineret skuespiller. Han var bedst kendt for sin rolle som Chandler Bing i den populære komedieserie Venner. Han var nomineret til både en Emmy og en Golden Globe for rollen som Ron Clark i The Ron Clark Story.

Kilde: Wikipedia

Den 54-årige skuespiller, der længe havde været åben om sine tidligere problemer med misbrug af rusmidler og alkohol, var engageret i at hjælpe andre, der kæmper med afhængighed.

Opretter fond i hans navn

Siden Perrys død er der blevet oprettet en fond, der skal bekæmpe stofafhængighed, i den afdøde skuespiller navn.

Komedieserien "Venner", der havde premiere i 1994, følger en vennegruppe på seks personer, der i fællesskab forsøger at tackle voksenlivets udfordringer.

Sidste afsnit af i alt 236 episoder blev sendt 6. maj 2004.

Powered by Labrador CMS