Taler ud: Det har kostet at følge drømmen
Den autodidakte skuespiller Fanny Bornedal droppede ud af gymnasiet for at forfølge sin drøm. Det valg var ikke uden omkostninger
Efterhånden som skoleåret for alvor gik i gang, føltes det mere og mere forkert for Fanny Bornedal, hver gang hun trådte ind i klasselokalet på gymnasiet.
Til sidst tog hun konsekvensen.
Hun droppede simpelthen ud for at forfølge drømmen om at leve som skuespiller.
Koster noget
- Jeg er rigtigt glad for, hvor jeg er i mit liv. Men der var også lang tid, hvor jeg ikke var så glad for det, fortæller Fanny Bornedal.
Alt, hvad man vælger i livet, koster noget, selv om det bringer nogle gaver med sig, konstaterer hun.
- Hele det der gymnasieungdomsliv har jeg ikke fået, og det skabte en stor ensomhed i lang tid. Som 16-17-årig var der rigtigt mange sociale ting, jeg ikke var en del af - og som jeg heller ikke helt følte, jeg kunne være en del af, fortæller den i dag 23-årige skuespiller.
Ikke mødes med venner
- Man kan have været venner engang, og så kan man ikke længere ligesom mødes, fordi man er blevet så forskellige. Der var lang tid, hvor jeg tænkte: "Åh, skulle jeg dog bare have været der".
Men det var inderst inde et andet sted, hun gerne ville være.
Fanny Bornedal var kun syv år gammel, da hun fik sin første rolle. Det var i hendes fars, Ole Bornedals, drama "Kærlighed på film", og det vækkede hendes egen kærlighed til film.
Flere tidlige roller
Hun medvirkede i yderligere to Ole Bornedal-instruerede projekter, dramafilmen "Fri os fra det onde" og DR's filmatisering om slaget i 1864, inden hun fik sin første store rolle i julekalenderen "Den anden verden".
Fra at have været barneskuespiller fik hun sin første store rolle som ung kvinde i Aveny-T's teateropsætning af den norske ungdomssuccesserie "Skam".
Noget af de fedeste
Der - midt i de formative år - faldt følelserne på plads i Fanny Bornedal.
- Efter at have været meget alene i en periode og sådan: "Fuck, skulle jeg virkelig have droppet ud? Hvad med alle mine venner? Og tænk, hvis det ikke engang lykkes, og det ikke kommer til at gå", blev jeg en del af det her teaterfællesskab med de mennesker, der blev mine bedste nye venner, fortæller hun.
- Jeg kunne godt finde et fællesskab - det var bare andre steder, jeg skulle finde det. Og det er det, jeg synes, er noget af det fedeste ved at være skuespiller: Det er forholdet, man får, til sine medspillere og kolleger. Det sætter jeg meget stor pris på.
Nød at vende tilbage
Fanny Bornedal nød derfor selvsagt at vende tilbage til optagelserne på den anden sæson af DR-dramaet "Carmen Curlers", som ruller over skærmen hver søndag.
Her er den autodidakte skuespiller tilbage i rollen som Kathrine, der går sine egne veje og opfordrer sine søskende, især lillebroren, der med største selvfølgelighed forventes at overtage forældrenes landbrug, til at gøre det samme.
Giver pludselig mening
- Nu hvor jeg sidder her, var det det rigtige, at jeg droppede ud, og det er det rigtige, at jeg skulle gennemgå en måske lidt ensom periode for at finde det, som jeg føler, er sådan et rigtig dejligt sted i mit liv med de helt rigtige venner og mennesker omkring mig, lyder det fra Fanny Bornedal.
- Det er jo livets finurlighed - man tager nogle valg, og så kan det gøre rigtigt ondt i rigtigt lang tid, og så lige pludselig giver det mening.
Fanny Bornedal afbryder slutningen på spørgsmålet om, hvorvidt valget har været det hele værd.
Med i Nattevagten
- Det er det heller ikke altid, indskyder hun.
Til december kan hun ses på biograflærredet i den længe ventede og overraskende efterfølger på Ole Bornedals kultklassiker "Nattevagten".
Herefter er kalenderen, hvad nogle vil kalde tom og andre beskrive som åben.
- Men sådan er det, konstaterer Fanny Bornedal.
Elsker arbejdet
- Og i sidste ende kan jeg bare ikke forestille mig at lave noget andet, siger hun så.
- Jeg har lyst til at være skuespiller, og jeg elsker at være på arbejde. Jeg elsker at dykke ned i karakterer, og jeg elsker at arbejde med instruktører.
- Så selv når de svære perioder kommer, hvor jeg bare tænker: "Åh nej, nej, nej", så vender jeg altid tilbage til det mindset, der er, at det er det, jeg vil og elsker, når jeg er i det.
Næste afsnit af "Carmen Curlers" kan ses på DR1 søndag klokken 21.00. Afsnittet er allerede tilgængeligt fra fredag morgen på DRTV.