Taler ud om sin lange kamp
Mange danske par har udfordringer med fertiliteten, og en ny DR-serie dykker ned i løsningerne med afsæt i tv-værten Stephania Potalivos eget fertilitetsforløb
Ufrivillig barnløshed er et hyppigt problem i Danmark, og der er et øget politisk fokus på at øge mulighederne for at få fertilitetsbehandling.
Ifølge sundhedsmyndighederne oplever op mod 20 procent af alle par på et tidspunkt udfordringer med fertilitet.
Op- og nedture
Et af de par er tv-vært og skuespiller Stephania Potalivo og restauratør Nils-Petter Bro.
- Nils-Petter og jeg står også selv midt i fertilitetsbehandling, med alt hvad det indebærer af op- og nedture, uvidenhed, frustrationer og usikkerhed, skriver hun i et opslag på Instagram.
Søger løsninger
I opslaget løfter Stephania Potalivo også sløret for en ny DR-programserie, som følger hendes søgen efter løsninger på ufrivillig barnløshed med afsæt i hendes egen fertilitetsbehandling.
- Jeg har det sidste halvandet år arbejdet på at udvikle og været med til at producere en ny programserie, hvor jeg blandt andet undersøger de mange muligheder, vi danskere har for at få børn, skriver hun.
Personlig og ærlig skildring
I en pressemeddelelse oplyser DR, at den nye programserie "Hvordan bliver jeg gravid?" er i fire afsnit.
DR beskriver selv serien som en personlig og ærlig skildring af et forløb med drømme, nedture og mange blandede følelser for Stephania Potalivo.
Serien "Hvordan bliver jeg gravid?" har premiere i uge 7 på DR1 og DRTV.