Batman-stjerne indrømmer: Jeg havde kræft

mandag d. 1. maj 2017 kl: 11. 15 Af: Peter Koch og Ritzau Fokus
File photo of Val Kilmer attending The Shakespeare Center of Los Angeles benefit reading of
Val Kilmer tager bladet for munden og fortæller om sin sygdom. Arkivfoto: Scanpix/Phil McCarten

Skuespilleren Val Kilmer afslører i en spørgetime på Reddit, at han har været ramt af kræft.

Har Val Kilmer kræft? Det spørgsmål har været på manges læber, siden den amerikanske filmstjerne, Michael Douglas, kom med en chokerende udtalelse i efteråret 2016. Her fortalte han i et interview, at hans skuespillerkollega Val Kilmer var ramt af en kræftsygdom.

Siden har Val Kilmer, der er kendt fra filmsucceser som “Top Gun” og “Batman”, hårdnakket benægtet udtalelserne, men nu indrømmer den 57-årige skuespiller, at han har været ramt af kræft.

Skuespilleren blev spurgt til sit helbred, da han deltog i en såkaldt AMA på det sociale medie Reddit, hvor brugerne kan spørge ham om alt.

Her spurgte en af “Batman”-stjernens fans, hvorfor Michael Douglas havde påstået, at Val Kilmer var ramt af kræft.

Tom Cruise's wingman fra "Top Gun" er ved at dø - Iceman har kræft

Det skriver magasinet People.

– Han forsøgte sikkert bare at hjælpe mig, for pressen undrede sig over, hvor jeg var i de dage, og jeg var ved at komme mig over kræft. Men min tunge er stadig hævet, selv om den heler hele tiden.

– Fordi jeg endnu ikke lyder som normalt, tror folk, at jeg stadig er syg, svarede Val Kilmer sin undrende fan under spørgetimen.

Har nægtet førhen

Ifølge magasinet People er det første gang, at den amerikanske filmstjerne fortæller, at han har været syg af kræft.

Spekulationerne om skuespillerens helbred startede, da skuespilleren og produceren Michael Douglas, der selv har været ramt af kræft i tungen, i oktober fortalte pressen, at “Val Kilmer kæmper med præcis det, som jeg havde”.

– Tingene ser ikke for gode ud for ham. Mine bønner er med ham. Det er derfor, at man ikke har hørt så meget fra Val på det seneste, sagde han sidste år ifølge magasinet.

Den udtalelse fik straks Val Kilmer til tasterne, og på det sociale medie Facebook benægtede skuespilleren, at han skulle være ramt af kræft.

– Jeg elsker Michael Douglas, men han er misinformeret.

– Den sidste gang jeg snakkede med ham er næsten to år siden, da jeg spurgte ham om en henvisning til en specialist for at få en diagnose på en bule i min hals, som afholdt mig fra at fortsætte min tur med stykket “Citizen Twain”. Jeg endte med at bruge et hold fra UCLA, og har ingen kræft overhovedet, skrev filmstjernen.

Er stolt af Heat

Blandt de mange, mange spørgsmål, Kilmer blev stillet, var et af de mere populære fra en bruger, der ville høre, hvordan det var at indspille den ikoniske film “Heat” fra 1995. Til det spørgsmål svarer Val Kilmer blandt andet, at han elskede hvert et øjeblik af indspilningerne.

Se spørgetimen på Reddit her: https://www.reddit.com/r/movies/comments/67qzrx/hello_reddit_i_am_actor_and_artist_val_kilmer_i/

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu