Verdens ældste har en fantastisk opskrift på et langt liv

tirsdag d. 10. april 2018 kl: 18. 01 Af: Matias Mortensen

Guiness World Records har udråbt Masazo Nonaka som verdens ældste mand.

Han blev født samme år som Einstein fremlagde sin relativitetsteori, 1905. Nærmere bestemt den 25. juli 1905, og den fødselsdato gør japaneren Masazo Nonaka til den ældste mand på jorden lige nu – i hvert fald er han tirsdag blevet officielt kåret som verdens ældste mand af Guiness World Records. Det skriver blandt andre Sky News.

Helt præcist er han 112 år og 259 dage gammel.

Som traditionen byder, har man selvfølgelig forsøgt at spørge ind til, hvad hemmeligheden bag hans ekceptionelt lange liv er.

– Han elsker at spise alle slags søde sager – både japanske og vestlige. Han læser avisen hver dag, og han bader ofte i varme kilder, fortæller hans barnebarn, Yuko Nonaka.

Masazo Nonaka spiste da også lystigt af kagen, der blev serveret, da han fik overrakt sit bevis på, at han kan kalde sig verdens ældste mand.

Spanieren Francisco Nunez Olivera, der døde i februar i en alder af 113 år, var den tidligere indehaver af titlen.

Guiness World Records arbejder fortsat på at forsøge at fastslå, hvem der er verdens ældste person, efter den 117-årige jamaicaner Violet Brown døde sidste år.

 

 

 

Del din kommentar

Forsiden lige nu