Verdensstjerne-musiker er død

fredag d. 27. april 2018 kl: 19. 11 Af: Jørgen Rosengren

Han har spillet med så store navne som Ray Charles og B. B. King.

Charles Neville er død torsdag. Han var en af de allerstørste saxofonister.

Det skriver en række amerikanske medier, blandt dem Billboard.

Charles Neville, der blev født i New Orleans i den amerikanske delstat Louisiana, nåede i sin lange karriere at spille med blues-stjernen B.B. King og nåede senere stor succes med Neville Brothers Band, der blander funk, jazz og rhythm and blues.

Han har også bakket navne som Etta James, Ray Charles og James Booker op.

Gregory og Charles

Gregory Boyd, der er en herboende amerikansk musiker, er en af de personer, der har været så heldig at spille med legenden.

Det hele startede, da han i starten af 90’erne spillede med Charles’ datter Charmaine. Her dukker saxofonisten op til en af koncerterne i New Orleans.

Her bliver Gregory spurgt, om han kan spille ‘et par job’.

– De par job blev til de mest kreative og inspirerende fem år i min musikalske karriere, siger Gregory Boyd til Newsbreak.dk.

Derudover var han en slags mentor, der forklarede, hvordan Neville Brothers fungerede musikalsk.

– Der forstod jeg baggrunden for deres musik og især, hvorfor de havde stor indflydelse, fortæller Gregory.

Store udfordringer

Som ‘medspiller’ blev Gregory ofte udfordret af Charles Neville – for eksempel til at spille med hele fire køller på sine steel pans (olietønder. red.) og på den måde lære at akkompagnere sig selv som en pianist eller guitarist vil gøre det. Noget han har brugt siden.

Der er ingen tvivl i Gregory Boyds sind; at have mødt Charles Neville ændrede og fik stor indflydelse på hans liv.

– Det ændrede mit musiske liv i særdeleshed og mit liv i aldeleshed. Jeg fik noget helt specielt ved at have mødt ham. Jeg ville ikke være hverken den musiker eller det menneske jeg er i dag, havde det ikke været for ham, siger Gregory Boyd, der netop har udgivet albummet Knocking on Heaven’s door.

Charles og brødrene

Neville Brothers Band bestod – udover Charles Neville – af brødrene Aaron, Art og Cyril.

Det blev dannet i 1970.

Charles Neville – eller The Horn Man, som han også blev kaldt – har de sidste år levet i Massachusetts. I januar meddelte han, at han led af kræft.

Saxofonisten har blæst sin sidste tone – Charles Neville er død. Han blev 79 år gammel.

Del din kommentar

Forsiden lige nu