Vidste du det? En helt særlig dansker må ikke melde sig ud af folkekirken

fredag d. 13. juli 2018 kl: 15. 53 Af: Nicklas Skyum Clausen

Der står i den danske grundlov, at en enkelt person skal være medlem af folkekirken

I Danmark er det sådan, at vi har religionsfrihed, og må tro på, hvad vi vil. Det sikrer grundloven os retten til. Den regel gælder for alle – undtagen én.

For der står faktisk i samme grundlov, at regenten skal være medlem af folkekirken. Det står i grundlovens kapitel to, paragraf seks:

– Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

Da vi som bekendt ikke har nogen konge for tiden, er det i stedet dronning Margrethe, der ikke må melde sig ud af folkekirken.

Tager religionen seriøst

Det er der dog heller ikke den store sandsynlighed for, at hun har lyst til. Dronningen er kendt som en regent, der tager sit forhold til kirken og de højere magter seriøst.

I sin bog “De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne” fortæller dronningen også om det kristne Danmark:

– Det er svært at regne denne baggrund ud af det danske system og ud af Danmark og danskerne. Vi har bygget på kristen grund i mere end 1000 år siden Harald Blåtands omvendelse, og i 2017 er det 500 år siden, Luther slog sine teser op. Man kan ikke forestille sig Danmark uden kristendommen, skriver dronningen i bogen.

Husker du... de royale har i den grad benzin i blodet

Den næste i rækken, kronprins Frederik, har haft sine op- og nedture med kristendommen. Som ung var han ikke altid lige begejstret for det kirkelige, men i dag er det en kronprins, der har fundet sit holdepunkt i folkekirken. Det har Kristeligt Dagblad skrevet om:

Se programmet: Det skal kongehuset lave resten af sommeren

– Jeg har da også haft mine anfægtelser, men i dag synes jeg, der er nogle gode holdepunkter i kristendommen, og jeg er glad for, at vi har den tro, vi har i Danmark, siger kronprins i bogen “Under bjælken.”

Samtlige medlemmer af det danske kongehus er medlem af folkekirken. Kronprinsesse Mary og prinsesse Marie konverterede begge to fra henholdsvis en presbytariansk kirke og den katolske kirke kort tid inden de giftede sig ind i kongefamilien. Det samme gjorde prins Henrik, inden han og dronning Margrethe blev gift.

Del din kommentar

Forsiden lige nu