Vild med dans-danser har forstadier til kræft

tirsdag d. 19. januar 2016 kl: 9. 56 Af: Ritzau Fokus

Den professionelle danser Karina Frimodt fik fjernet forstadier til kræft i brystet, men desværre er der fundet flere ondartede knuder.

Karina Frimodt overvejer i øjeblikket, om hun skal få fjernet hele sit ene bryst.

Karina Frimodt overvejer i øjeblikket, om hun skal få fjernet hele sit ene bryst. Foto: /Polfoto

Da Vild med dans samlede penge ind til Kræftens Bekæmpelse i anledning af TV 2s “Knæk Cancer”-uge i oktober 2015, opdagede den professionelle danser Karina Frimodt en knude i brystet.

Den 17. december fik danserinden konstateret forstadier til kræft og blev efterfølgende straks opereret på Rigshospitalet.

Håndboldspiller røg før dansefinalen: -Okay at ryge ud

Nu har Frimodt fået resultatet fra biopsien, og desværre er der fundet knuder i det bortopererede væv, fortæller hun til Ekstra Bladet.

– Desværre var der både en god og en dårlig nyhed fra lægerne. Den gode nyhed var, at de lymfekirtler, som de pillede ud under højre arm, ikke viste tegn på cancer eller celleforandringer, så den begyndende kræft har altså ikke spredt sig, fortæller hun til avisen.

– Den dårlige nyhed er, at der er fundet flere små knuder med forstadier til cancer i det væv, der er opereret ud i forbindelse med operationen før nytår, og det er virkelig ikke godt, siger Frimodt til Ekstra Bladet.

– Jeg blev virkelig skuffet og ked af det, for vi havde jo håbet på, at der ikke var mere. Kræftfrygt fylder meget – både inde i mit eget hoved og i forhold til børnene og min mand, siger Frimodt, der er mor til to, til avisen.

Overvejer om knuderne eller hele brystet skal fjernes

I øjeblikket overvejer danserinden, om hun skal få fjernet knuderne eller hele brystet.

– Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at få orden på det her, så jeg ikke skal gå og frygte det eller tænke på det, fortæller hun til avisen.

– Det er svært. Og jeg kan ikke helt forlige mig med, at mit eget bryst forsvinder. Selv om det rekonstrueres, så er det ligesom ikke rigtigt mit bryst mere, siger hun til Ekstra Bladet.

Berørt Karina Frimodt: -Der har været så mange tanker

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse får 4.897 kvinder hvert år konstateret brystkræft. Ved udgangen af 2013 levede 60.197 med diagnosen.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu