Vild med dans-seere føler sig snydt: -TV2 beklager

lørdag d. 18. november 2017 kl: 12. 00 Af: Ritzau Fokus
Vild med dans snyd
Fredag aften før Vild med dans-afgørelsen var faldet, uploadede TV2 en video af det udstemte par på Facebook. Foto:Martin Sylvest/Scanpix

Fredag aften før Vild med dans-afgørelsen var faldet, uploadede TV2 en video af det udstemte par på Facebook.

Mens seerne holdt vejret i spænding i semifinalen i “Vild med dans”, hvor afgørelsen netop skulle til at falde, kunne Facebook-brugere på TV2 Underholdnings side se en video, der blev uploadet af håndboldspilleren Daniel Svensson og Karina Frimodt under titlen “Tak for dansen, I to”.

Vild Med Dans-stjerne skal skilles: - Børnene skal skånes

Da det kort efter stod klart, at det var de to, der måtte forlade showet, fik det Facebookbrugerne op i det røde felt, da flere mente, at TV2 havde afsløret, hvem der røg ud før tid.

TV2 undskylder

Det har fået TV2’s sociale media-redaktør, der underskriver sig med Ulrik, til at undskylde i opslaget.

– Vi kom til at lægge en “tak for dansen-video” på med Daniel og Karina ti minutter før, det var afgjort.

– Vi forproducerer videoerne for at være klar med en opdatering så hurtigt som overhovedet muligt. Det gør vi for alle aftenens deltagende, og denne blev lagt på ved en fejl. Det var tilfældigt, at det så endte med at passe med, hvem der røg ud. Vi beklager meget fejlen, skriver han.

Også en anden TV2-ansat, der underskriver sig med Lisbeth, blander sig i debatten, efter at flere brugere anklager TV2 for snyd med stemmerne.

– Eftersom det var et uheld, at denne video blev lagt op i første omgang, har vi naturligvis ikke publiceret de to andre. Det var ikke meningen, at nogen af videoerne skulle have været lagt op, før det var afgjort, hvem der røg ud, men vi fik ved et uheld trykket på den forkerte knap. Vi ved ikke, hvem der ryger ud, før alle jer andre, skriver hun på kanalens officielle side.

Sofie Lassen-Kahlke og Iben Hjejle gik videre til finalen med deres partnere.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu