X Factor-Mette: -Fint at blive provokeret

lørdag d. 27. februar 2016 kl: 10. 30 Af: Ritzau Fokus

X Factor-dommeren Mette Lindberg har ikke noget imod at få kritik af sin meddommer.

Bølgerne kan gå højt mellem de tre dommere i årets X Factor, der ikke altid er enige om, hvordan deltagerne tager sig bedst ud på scenen.

Dommeren Thomas Blachman har ikke for vane at pakke tingene ind, hvis han er uenig, og det fik det nyeste medlem af dommerpanelet, Mette Lindberg, at føle fredag aften.

Den garvede dommer mente nemlig, at Lindberg havde spærret den unge sanger Alex inde med sangvalget. Hans version af “Some Die Young” af Laleh affødte blandt andet kommentaren “Vi elsker din stemme, Alex, men så må vi finde en anden dommer”.

Robbie Williams gør store øjne af ung græsk kvinde: Så reagerer hans kone

Lader sig ikke gå på af kritik

Den 32-årige dommer, der er forsanger i bandet The Asteroids Galaxy Tour, lader sig dog ikke gå på af kritik fra sin meddommer.

– Jeg kan tage alt. Jeg er stærk i mig selv, og jeg tror på mig selv. Jeg ved, hvad jeg gør, og jeg kan også tage det ind, hvis der er noget om det.

– Jeg kan egentligt godt lide at blive provokeret og få smidt noget i hovedet, som man måske er uenig i. Så kan man komme frem med, at man har det på en anden måde. Det er jo også det, der giver energi, siger hun til Ritzau Fokus umiddelbart efter liveshowet.

Har respekt for Blachman

Mette Lindberg understreger, at både hun og Thomas har respekt for hinanden, og det de laver. Dermed er der også plads til kritik.

– Jeg har det fint med det, hvis man har en grundlæggende respekt for hinanden og respekt for, at vi har forskellige meninger. Det er det, der gør livet spændende som menneske, at vi ikke alle har den samme holdning, siger hun.

Før X Factor: Blachman glæder sig til særlig - og ny - del af det populære talentshow

Efter fredagens liveshow er der syv deltagere tilbage i konkurrencen, der vender tilbage næste fredag klokken 20.00 på DR1.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu